Worst case scenario

I anledning af at angsten kører for fuld hammer i disse dage, kan jeg jo passende beskrive mit worst case scenario. Det er den forestilling jeg har om, hvordan mit liv potentielt kan blive, som jeg virkelig frygter. Lad mig ridse op:

Jeg er 35 år og jeg er alene. Jeg bor alene i en lille lejlighed, jeg har et 8-16 job. Jeg går på arbejde hver dag og kommer hjem til en tom lejlighed. Alle mine veninder har mand og børn. I weekenden har de ikke tid til at ses, fordi de har et familieliv. Jeg bliver ældre og ældre, indtil jeg ikke længere kan få børn. Jeg dør alene og ensom.

Det er en heftig omgang, ikke sandt?

Men for nyligt opstod der en endnu værre worst case scenario, som min hjerne overraskende nok ikke var kommet op med endnu. I dette scenarie møder jeg en sød fyr, som jeg bliver vild med, og som jeg investerer mine følelser i. Men jeg elsker mere, end han gør, og han slutter forholdet. Dette sker igen og igen. Det er altid mig, der elsker mere.

Disse tanker kommer sig naturligvis af, at det er en oplevelse jeg har haft et par gange i løbet af de sidste par år. Efter bruddet i foråret har der været to fyrer, som jeg har været ret interesseret i, men de afbrød begge "forholdet" efter relativ kort tid. Så nu har jeg selvfølgelig fået ind i mit hoved, at det altid vil være sådan. At jeg af en eller anden grund aldrig vil være god nok til at elske rigtigt. Det er en mega trist tanke, især fordi man jo ikke rigtig kan gøre så meget ved det. Jeg er jo, som jeg er. Og jeg er en god person. Jeg er sød, betænksom, intelligent, omsorgsfuld, sjov og jeg gør mit bedste for at være den, jeg gerne vil være. Så jeg ved ikke, hvorfor jeg i disse tilfælde ikke har været god nok.

Når jeg meget sjældent deler disse tanker med nogen, så får jeg ofte svaret: "Det skulle bare ikke være jer to". Det er et svært svar for mig at forholde mig til, men det er jo nok det rigtige. Der er ikke nogen særlig grund til, at det ikke skulle være. Ligesom der ikke er nogen særlig grund til, at folk finder sammen, udover at det føles rigtigt og giver mening for dem.

Angsten for altid at være den, der elsker mest, driver nok også lidt dette projekt omkring at være alene i et år. For så slipper jeg for at sætte mig selv i den situation, hvor jeg igen elsker mest.