Jeg var til psykolog i dag. Jeg fortalte om de belastende tanker, jeg havde tidligere på ugen. Min psykolog er virkelig god, og hun kender mig efterhånden rigtig godt. Hun ved godt, at jeg ofte har disse tanker. Vi snakkede om, at jeg skal øve mig i at defusionere fra tankerne; altså, sige til mig selv "lige nu i dette øjeblik har jeg tanken om, at mine venner ikke kan lide mig". Det hjælper til, at man ikke lade sig opsluge fuldstændig af tanken, og i stedet kan se den udefra. Vi talte også om, at det er meget individuelt, hvordan man er nogens ven. Nogen har større behov for at ses og tale med deres venner, andre har et mindre behov. Det er ikke et udtryk for, hvor gode eller dårlige venner man er, men blot forskellige behov. Dertil kommer, at der selvfølgelig er perioder, hvor man er mindre in sync med en ven, end andre perioder, og det er ganske normalt. Disse overvejelser virker jo ganske fornuftige og måske også indlysende for andre end mig. Jeg katastrofetænker: "Nåh, vi har ikke snakket sammen i to uger? Så er vores venskab nok ved at nå vejs ende". Det er selvfølgelig sat på spidsen, men det er nu ikke helt ved siden af.
Jeg ville ønske, at jeg kunne bruge min psykolog som hotline, når det brænder i min hjerne, men det ville hun nok blive lidt træt af i længden ;)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar