tirsdag den 31. maj 2016

Bekræftelsessygen

Jeg døjer for tiden med et problem, som delvist udspringer af dette projekt, tror jeg. Jeg har jo før i tiden tyet til kærester for at få min bekræftelse på, at jeg er et ok menneske, og at jeg er værd at elske. Men nu har jeg jo besluttet mig for, at jeg ikke må gøre mig i hankøn det næste år. Men hvor søren skal jeg så få min bekræftelse fra? Den er jo åbenbart livsnødvendig…. Jeg har de sidste par uger været ekstra sensitiv i forhold til mine venner. Det er som om, at jeg automatisk har vendt mit hoved den vej for at få bekræftelsen.

Hvad kan jeg gøre for at slippe af med denne ubehagelig trang til konstant bekræftelse? Starte et projekt, hvor jeg ikke må have nogle venner i et år?! Det er jo komplet åndssvagt. Jeg kan jo for søren ikke isolere mig fra alle i mit liv i et forsøg på at frigøre mig fra bekræftelsessygen. Så what to do?

Angst på angst på angst

Jeg har tænkt over, at dette projekt delvist er drevet af angst. Bevares, det er også et forsøg på at bevise overfor mig selv, at jeg kan klare mig alene, at jeg måske ligefrem kan have det godt alene. Men jeg kan nok ikke benægte, at det løser et angstdrevet problem for mig: Jeg er rædselslagen for at blive afvist igen. Det er der mange grunde til. Det er aldrig rart at blive afvist selvfølgelig, men jeg kan på nuværende tidspunkt slet ikke klare tanken om det. For det ville jo betyde, at jeg har ret i min forestilling om, at jeg ikke kan elskes. Og det er den værste tanke jeg har.

torsdag den 26. maj 2016

Status: Uge 6 / 52

I morgen er det 6 uger siden jeg startede mit år alene, og det er tid til at gøre status. Hvordan går det med projektet? Jeg synes, at det går relativt godt. Jeg er faldet en lille smule i to gange. Første gang kom jeg til at sende en fuldemands-sms til en fra mit hold, som er riiiiigtig pæn. Den var relativt uskyldig (den omhandlede en shawarma), men stadig imod mine regler ;) Den anden gang var faktisk ikke rigtig min egen skyld… Jeg blev inviteret på en kop kaffe og en uformel samtale med ham, som jeg skal overtage en praktikplads for til efteråret. Han skrev, at han gerne ville tilbyde at fortælle mig lidt om arbejdet, og det tænkte jeg var en god ide at takke ja til. Først da dagen nærmede sig, gik det op for mig, at det måske egentlig var ment som en date? Jeg er nemlig selv typen, der kunne finde på at invitere på en undercover-date ;) Nåh, men han endte med at ringe og aflyse, fordi et møde var trukket ud. Han undskyldte mange gange og insisterede på, at han skyldte en frokost. Jeg sagde, at det selvfølgelig ikke var nødvendigt. Han er udenbys i denne uge, så vi må se, hvad der sker, når han kommer tilbage. Jeg ved ærligt talt ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig til det. Vi får se, hvad der sker.

Humøret er som sædvaneligt svingende, men jeg kan mærke, at det har hjulpet at fjerne faktoren drenge fra min bekymringsligning, så projektet virker indtil videre efter hensigten :)

Vise ord

Jeg var til psykolog i dag. Jeg fortalte om de belastende tanker, jeg havde tidligere på ugen. Min psykolog er virkelig god, og hun kender mig efterhånden rigtig godt. Hun ved godt, at jeg ofte har disse tanker. Vi snakkede om, at jeg skal øve mig i at defusionere fra tankerne; altså, sige til mig selv "lige nu i dette øjeblik har jeg tanken om, at mine venner ikke kan lide mig". Det hjælper til, at man ikke lade sig opsluge fuldstændig af tanken, og i stedet kan se den udefra. Vi talte også om, at det er meget individuelt, hvordan man er nogens ven. Nogen har større behov for at ses og tale med deres venner, andre har et mindre behov. Det er ikke et udtryk for, hvor gode eller dårlige venner man er, men blot forskellige behov. Dertil kommer, at der selvfølgelig er perioder, hvor  man er mindre in sync med en ven, end andre perioder, og det er ganske normalt. Disse overvejelser virker jo ganske fornuftige og måske også indlysende for andre end mig. Jeg katastrofetænker: "Nåh, vi har ikke snakket sammen i to uger? Så er vores venskab nok ved at nå vejs ende". Det er selvfølgelig sat på spidsen, men det er nu ikke helt ved siden af.

Jeg ville ønske, at jeg kunne bruge min psykolog som hotline, når det brænder i min hjerne, men det ville hun nok blive lidt træt af i længden ;)

tirsdag den 24. maj 2016

Worst case scenario

I anledning af at angsten kører for fuld hammer i disse dage, kan jeg jo passende beskrive mit worst case scenario. Det er den forestilling jeg har om, hvordan mit liv potentielt kan blive, som jeg virkelig frygter. Lad mig ridse op:

Jeg er 35 år og jeg er alene. Jeg bor alene i en lille lejlighed, jeg har et 8-16 job. Jeg går på arbejde hver dag og kommer hjem til en tom lejlighed. Alle mine veninder har mand og børn. I weekenden har de ikke tid til at ses, fordi de har et familieliv. Jeg bliver ældre og ældre, indtil jeg ikke længere kan få børn. Jeg dør alene og ensom.

Det er en heftig omgang, ikke sandt?

Men for nyligt opstod der en endnu værre worst case scenario, som min hjerne overraskende nok ikke var kommet op med endnu. I dette scenarie møder jeg en sød fyr, som jeg bliver vild med, og som jeg investerer mine følelser i. Men jeg elsker mere, end han gør, og han slutter forholdet. Dette sker igen og igen. Det er altid mig, der elsker mere.

Disse tanker kommer sig naturligvis af, at det er en oplevelse jeg har haft et par gange i løbet af de sidste par år. Efter bruddet i foråret har der været to fyrer, som jeg har været ret interesseret i, men de afbrød begge "forholdet" efter relativ kort tid. Så nu har jeg selvfølgelig fået ind i mit hoved, at det altid vil være sådan. At jeg af en eller anden grund aldrig vil være god nok til at elske rigtigt. Det er en mega trist tanke, især fordi man jo ikke rigtig kan gøre så meget ved det. Jeg er jo, som jeg er. Og jeg er en god person. Jeg er sød, betænksom, intelligent, omsorgsfuld, sjov og jeg gør mit bedste for at være den, jeg gerne vil være. Så jeg ved ikke, hvorfor jeg i disse tilfælde ikke har været god nok.

Når jeg meget sjældent deler disse tanker med nogen, så får jeg ofte svaret: "Det skulle bare ikke være jer to". Det er et svært svar for mig at forholde mig til, men det er jo nok det rigtige. Der er ikke nogen særlig grund til, at det ikke skulle være. Ligesom der ikke er nogen særlig grund til, at folk finder sammen, udover at det føles rigtigt og giver mening for dem.

Angsten for altid at være den, der elsker mest, driver nok også lidt dette projekt omkring at være alene i et år. For så slipper jeg for at sætte mig selv i den situation, hvor jeg igen elsker mest.

Nobody likes meeeeee

De sidste par dage har været hårde ved mig. Det har været sådan nogle dage, hvor jeg er virkelig fristet til lige at hapse en ekstra dosis angstdæmpende. Ofte, hvis ikke altid, er det min relation til andre mennesker, der gør mig ked af det. Tit er det en lille tanke, der starter en hel lavine af tanker. For eksempel: hvorfor svarer min gode veninde ikke på min sms? Et rationelt menneske ville nok tænke, at hun blot har travlt, men sådan fungerer min hjerne ikke. Jeg tænker, at hun nok ikke kan lide mig længere. Når først den tanke har sat sig fast, så er der pludselig ingen af mine venner, der kan lide mig længere. Det er et helt absurd tankemønster, og det VED jeg godt, men jeg bliver så bange for, at der er en lille smule sandhed i det. Åh, det er så belastende.

Disse tanker begyndte for alvor at fylde meget, efter bruddet i sidste forår. Jeg oplevede for fuld hammer følelsen af, at et menneske, man stoler på, kan miste følelserne og afslutte relationen fra den ene dag til den anden og uden nogen varsel. Og hvis det kan ske med ens kæreste, kan det vel ske med alle vigtige personer i ens liv? Jeg er ikke længere sur over, at han slog op, men jeg er rasende over, at måden han gjorde det på, har efterladt mig med disse tunge tanker.

Jeg ved heldigvis, at det bliver okay igen. Ligeså snart jeg har indhentet bekræftelse fra alle de venner, som åbenbart ikke kan lide mig længere. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at finde en anden metode til at komme udover disse tanker, for den nuværende er som sagt mildest talt belastende.

søndag den 22. maj 2016

Få styr på dit liv, kvindemenneske

I takt med at jeg er ved at få styr på mit hoved, er det på tide, at jeg også får styr på andre dele af mit liv.  Jeg er en meget ambitiøs og pligtopfyldende person, men det er kun med nød og næppe, at jeg har kunne leve nogenlunde op til min egen standard det sidste års tid. Jeg vælter ud af sengen hver morgen efter for få timers søvn, jeg drikker for meget kaffe, og jeg får ikke læst alle artiklerne til mine timer på uni. Jeg kunne godt tænke mig en mindre stresset hverdag, hvor jeg føler, at jeg i ro og mag får ordnet det, jeg gerne vil. Her er nogle af de ting, jeg vil lave om.

Mindre tv. Jeg elsker gode tv-serier, men de bliver ofte en overspringshandling og en tidsrøver. For tiden er jeg i gang med at se E.R. Jeg bilder mig selv ind, at det er ok, fordi det er lidt studierelevant. Jeg læser en sundhedsvidenskabelig uddannelse, og når de i serien bruger ord, som jeg ikke kender, slår jeg dem op. Vidste I for eksempel, at den medicinske betegnelse for et hjerteanfald er en akut myokardieinfarkt? Nej, vel? ;) Men ikke desto mindre må jeg hellere skære lidt ned, så jeg kan få ordnet nogle vigtigere ting. For eksempel…

Mere læsning. Jeg vil gerne komme igennem flere af de artikler, vi skal læse til uni. Lige pt. får jeg læst cirka halvdelen til hver uge. Jeg tror egentlig ikke, at det er hverken mere eller mindre end hvad gennemsnittet får læst. Men jeg synes, at det er spændende, og jeg er altid glad for, at jeg har læst det bagefter. Så hvorfor ikke? (Svaret er dovenskab).

Mindre choko, mere træning. Jeg har lige været i Afrika i to måneder, hvor jeg spiste chokolade cirka tre gange. Efter at jeg er kommet hjem, har jeg vist prøvet at kompensere, for hold nu kæææft, hvor har jeg spist meget. Chokolade er min yndlingsspise, men det har efterhånden taget overhånd. Jeg stillede mig for første gang i lang tid op på vægten i dag, og jeg besvimede næste, da jeg så tallet. Derudover er det et år siden, jeg sidst var til træning; spørg ikke, om jeg har betalt for mit medlemskab i det år (Svaret er ja). Jeg vil gerne op på hesten igen, især fordi jeg snart stopper på min medicin, og så er det nok fornuftigt, hvis jeg har en regelmæssig udløsning af endorfiner. Sund krop, sundt sind, og alt det der :)

Jeg starter fra i morgen af! Wish me luck…


onsdag den 18. maj 2016

Hej læge, jeg tager det hele, tak.

For et år siden blev jeg diagnosticeret med generaliseret angst hos lægen. Det kom ikke som nogen overraskelse, for jeg har lidt af det ligeså længe, jeg kan huske. Jeg vidste bare ikke, at det havde et navn. Jeg har altid bare tænkt på mig selv som en ekstra bekymret pessimist. Som om det var en del af min personlighed. Så da der endelig kom en diagnose på, var det faktisk en lettelse, for det betød jo, at der kunne gøres noget.

Jeg startede i terapi efter lægebesøget, og det har hjulpet meget. Jeg har nemmere ved at distancere mig fra tanker, som gør mig ked af det. Jeg forholder mig stadig til dem, men jeg går ikke ind i dem længere. Jeg diskuterer ikke med dem.

Jeg tager også angstdæmpende og antidepressiv medicin. Det begyndte jeg på i november, da det stod ekstra grelt til. Jeg besluttede mig for at begynde, da jeg græd ude på skolens toilet uden nogen egentlig grund. Jeg var bare rigtig ked af det. Og den følelse havde jeg hele tiden. Uforklarlig og uprovokeret tristhed, som jeg ikke kunne ryste af mig, uanset hvad jeg gjorde. Det er svært at forklare præcis hvilken virkning medicinen har haft, men hjulpet har den uden tvivl.

Kombinationen af terapi og escitalopram har gjort, at jeg faktisk er glad det meste af tiden, og hvis jeg er ked af det, så ved jeg hvorfor. Jeg har planer om at stoppe med medicinen efter mine eksaminer i juni, og jeg har sidste terapitime om to måneder. Det bliver underligt at skulle stå på egne ben, men jeg er efterhånden ved at få styr på mit hoved, hvilket mit afvænningsprojekt også er et tegn på, tror jeg.

All them boys… i mit hoved.

I mine tidligere indlæg har jeg nok egentlig fået det til at lyde som om, at jeg har scoret til højre og venstre, eller i hvert fald har forsøgt. Gid det var så vel! Jagten på kærlighed foregår primært oppe i mit eget hoved.

Jeg er meget kræsen med, hvem jeg lader ind i mit liv - også selvom det potentielt kun er for en nat. Det er ikke kun fordi jeg har en høj standard (for det har jeg helt sikkert), men mest fordi jeg ofte føler mig utryg i selskab med mennesker, jeg ikke kender så godt, især hvis selskabet er nøgent.

Jeg har ikke været sammen med mange drenge. Jeg er nærig med både kys og sex. Når jeg har besluttet mig for at være sammen med nogen, så har jeg været oprigtigt og seriøst interesseret med sommerfugle i maven. Jeg har aldrig fortrudt at være sammen med nogen, undtagen en enkelt, som jeg ikke følte noget for. Jeg synes simpelthen kun, at sex er rigtig dejligt, hvis jeg har et følelsesmæssigt bånd til den anden person. Jeg ville virkelig ønske, at jeg var lidt mere flex og kunne nyde sex, uden at det behøvede være mere end det. Men sådan er mit hoved ikke skruet sammen, og derfor er det også sjældent, at jeg har en casual fling, og ideen om en bolleven er nærmest utænkelig for mig.

Så selvom jeg åh så gerne vil have nærhed, kærlighed og intimitet, så handler jeg næsten aldrig på det, for et alvorligt kærlighedsforhold finder man ikke uden videre, so why bother?

Når jeg var til fest, før dette afvænningsprojekt blev søsat, tænkte jeg på, at jeg burde kigge efter fyre. Det virker ekstra tosset, når jeg skriver det ned, men jeg havde en lille tanke i mit hoved, som ville blive  ved med at prikke i løbet af sådan en aften. En tanke om, at en fest er en chance for at møde nogen, som potentielt kunne elske mig. Og når jeg sagde nej til en tur i byen, fik jeg dårlig samvittighed, for hvad nu hvis det var meningen, at jeg skulle møde den eneste ene på netop denne aften?

Og hvad gjorde jeg så, hvis jeg endelig spottede mig en flot fyr? Eller selv blev lagt an på af en sød dude? Iiiiiiiikkkeeeee en skid. For så var det alligevel lidt for tæt på.

Der sker en frygtelig masse oppe i mit hoved, og intet bliver der handlet på. Bortset fra når lynet er slået ned. Eller når jeg har været fuld og truffet en tvivlsom beslutning, hvilket sjældent sker, for hvis I ikke allerede havde luret den, så træffer jeg ikke tilfældige beslutninger. Og det på trods af, at det formentligt ville lette lidt på de tunge tanker.

Mit afvænningsprojekt handler derfor ikke særlig meget om at ændre min adfærd og handlinger, men nærmere om at ændre mine tankemønstre. Jeg håber, at det i sidste ende kan hjælpe mig med at være lidt mere afslappet omkring sex, kærlighed og min omgang med drenge generelt. Jeg har ikke lyst til at tage alting så brandalvorligt hele tiden.

tirsdag den 17. maj 2016

Love addiction

Hele tanken bag mit projekt blev sat i gang af en TV-serie: Love. Det er en tankevækkende (og sjov) serie, som gav genklang i mig. I et afsnit afslører hovedpersonen i et alvorligt øjeblik, at hun er en love addict. Afhængig af kærlighed.

Jeg satte netflix på pause med det samme og gik straks i gang med at google. Findes der virkelig et ord for det, jeg er? Love addiction er ikke en medicinsk diagnose, men det er ikke meget anderledes end andre former for afhængigheder, og jeg kan i den grad genkende mig selv i symptomerne. Jeg fandt en artikel med titlen How to Break the Pattern of Love Addiction; meget amerikansk og en kende damebladsagtigt, men ikke desto mindre enormt hjælpsomt. Jeg kunne tikke ja til næsten alle de oplistede spørgsmål. Ja, jeg har bildt mig selv ind, at jeg var mere vild med nogen, end jeg egentlig var (maaange gange). Ja, jeg er blevet i et dårligt forhold, fordi jeg ikke ville være alene. Ja, jeg spekulerer meget på personer fra min fortid, som jeg har en eller anden fjollet ide om, at jeg hører sammen med. Og ja, jeg tror, at en anden person kan gøre mig glad.

Ligeså snart jeg havde et mærkat, jeg kunne sætte på mig selv, kærlighedsafhængig, blev det meget nemmere for mig at distancere mig fra tankerne. Når de dukker op i mit hoved og giver mig ondt i maven, kan jeg skylde skylden på afhængigheden, og det gør det så meget nemmere at deale med. For så er det jo ikke rigtig MIG.

At have et ønske om at opleve kærlighed er ikke mærkeligt eller forkert. Det er en grundlæggende menneskelig lyst, og det er mega dejligt. Men når ønsket er drevet af angst og bekymringer, bliver det problematisk, og det sænker ærligt min livskvalitet betydeligt.

Så hvad gør man med sådan en afhængighed? Artiklen anbefaler, at man tager 6 måneder uden noget tant og fjas. Ingen potentielle romantiske interaktioner - det inkluderer dating apps, dates, sex, kys i byen, et cetera. Og fordi jeg, efter at have læst artiklen, følte, at et lys var gået op for mig (bedehåndsemoji), besluttede jeg mig for at forhøje indsatsen til et år.

Jeg gider ikke være afhængig af noget som helst. Udover sukker, selvfølgelig. Det er trods alt det værd :)

Et år alene

Den 15. april 2016 traf jeg en beslutning. Den beslutning gik i al sin enkelthed ud på, at jeg i et helt år ikke må date nogen, have noget kørende med nogen, være kæreste med nogen eller i det hele taget gøre en aktiv indsats for at lede efter en værdig kandidat af det andet køn. Det virker måske lidt fjollet, men det er lidt mere kompliceret end som så…

For et års tid siden slog min daværende kæreste op med mig. På det tidspunkt var jeg temmelig overbevist om, at han var den jeg skulle giftes med og have børn med. Det var han så ikke, mente han. Mit meget fint-opstillede korthus væltede sammen. Jeg boede på det tidspunkt i England, med den ene fod på vej tilbage til Danmark. Pludselig sad jeg i en tom lejlighed, alene. Uden nogen kæreste. Og i øvrigt også uden noget kandidatstudie eller permanent bolig. Og med tre eksaminer, der skulle afleveres to uger senere. Tanken om hvad i alverden, der skulle blive af mig, gav mig åndenød.

Eksaminerne fik jeg afleveret. Kandidat(ønske)studiet kom jeg ind på. Kollegieværelset fik jeg i hus. Men selve det brudte kærlighedsforhold har sat noget i gang i mig, som jeg bliver nødt til at deale med.

Siden jeg var 16 år, har jeg haft en kæreste. Jeg har været serie-monogamist de sidste 10 år af mit liv. Hvis jeg ikke har haft en kæreste, så har jeg set nogen eller haft øje på nogen, som jeg godt kunne tænke mig at ses med. Når der til tider ikke har været nogen på linjen, som man siger, er jeg gået en lille smule i panik, og så har jeg downloadet Tinder (igen) eller gennemgået min mandlige bekendtskaber og ledt efter potentiale - helt seriøst. Det lyder ekstremt, men det er sgu rigtigt nok.

Vanen tro vendte jeg efter bruddet forrige forår snuden mod en af mine gode venner, og efter en kort affære, meddelte han, at det ikke skulle blive til mere. Endnu et hak i tuden og en ven mindre, flot.

Så nu stopper jeg mig selv. Jeg har ikke lyst til at være bange for at være alene. Jeg har ikke lyst til at søsætte panikløsninger, for så at blive ked af det, når de heller ikke virker. Jeg vil kunne stå inde for alt det jeg gør og styre det selv. Jeg vil have det godt, bare med mig. Et år uden drenge er sat i gang. Jeg er allerede en måned inde, og det går helt godt. Opdateringer følger :)