Blast from the past

Okay. Den er helt gal. Jeg ved ikke engang, hvor jeg skal begynde. Jeg orker næsten ikke. Men jeg tror, at det er godt, at jeg får skrevet det ned.

Jeg er til fest. Pludselig ser jeg min eks-kæreste. Ham der slog op med mig for et år siden, fordi han ikke længere var forelsket i mig. Jeg siger hej til ham. Og så starter en meget hjertefølt samtale på nærmest to timer.

Han fortæller i korte træk, at han har tænkt meget på mig det sidste år og har haft lyst til at kontakte mig, men han har ikke vidst, om det ville være okay.

Han siger, at han virkelig gerne vil have mit i sit liv. Men han er meget uklar omkring, hvordan det skal foregå. Jeg prøver, at få ham til at skære det ud i pap. Men jeg forstår det ikke helt. Han får sagt noget a la, at han gerne vil ses igen, og jeg spytter næsten min vin ud og begynder at grine. Fordi det er så absurdt. Så trækker han lidt i land.

Men han siger, at han synes, jeg er fantastisk, og han vil rigtig gerne have mig i sit liv, men hans første prioritet er ikke at såre mig.

Jeg ved fandeme ikke, hvad det går ud på. Men det var dejligt, at jeg kunne få sagt det, jeg ville. Jeg endte også med at sige, at han var velkommen til at skrive til mig, hvis han havde mere på hjerte.

Men hvorom alt er: FUCK hvor er det rart, at jeg ikke følte den. Jeg følte den slet ikke. FUCK JA.

Taknemmelighed

Jeg har SÅ meget at være taknemmelig for. Virkelig. 

Jeg har en kærlig og støttende familie, som har givet mig en tryg opvækst. Mit forhold til mine forældre er sundt, og jeg har mulighed for at se min familie ligeså ofte, som jeg har lyst. 

Jeg har mange gode venner, som stammer fra folkeskolen, gymnasiet, fra mit ophold i NYC, fra min bachelor, min kandidat og mit kollegium. I hver kontekst har jeg mødt mennesker, som jeg er glad for at kende. Jeg har et par tætte veninder, som jeg kan være helt fortrolige med, og som kender mig virkelig godt. 

Jeg er sund og rask. Selvom mit mentale helbred svinger, så stopper det mig ikke i at gøre de ting, jeg gerne vil. Og jeg føler desuden at mit sind efterhånden er blevet rimeligt stabiliseret. Min familie er også sund og rask.

Jeg læser den uddannelse, jeg brænder for. Efter at have taget en BA i noget, der kun interesserede mig halvt, læser jeg endelig noget, som giver mening for mig, samtidig med at jeg kan bruge min forrige uddannelse. Jeg VED, at jeg vil arbejde med dette felt i fremtiden. Jeg har i øvrigt klaret mig rigtig godt på min kandidat. 

Jeg har haft et job i fire år. Dette har skabt en økonomisk fleksibilitet, som jeg værdsætter. Penge er ikke en bekymring, der fylder. Jeg kan købe, hvad jeg har brug for, og lidt til. 

Jeg har en dejlig bolig, som jeg kan blive boende i halvandet år endnu, hvis jeg ønsker det. Jeg bor sammen med søde mennesker, som jeg fester med tit og ofte. Jeg kan være alene, når jeg vil, og sammen med dem, når jeg vil. 

Jeg har mulighed for at rejse meget. Dette er både i kraft af min uddannelse og min økonomi. Det betyder så meget for min livsglæde at kunne opleve nye lande og kulturer, særligt der, hvor der er sol :)

Alt i alt er der rigtig meget at være rigtig glad for, og det burde jeg minde mig selv om oftere. 

Forliste forhold og knuste hjerter

Jeg var til en individuel samtale hos min psykolog i dag. Som jeg beskrev i mine indlæg for to uger siden, så har jeg døjet med nogle triste tanker om min fortid, som stadig fylder meget. Jeg gik egentlig ind til samtalen med en ide om, at det hele skulle handle om min eks-kæreste, men det endte det med at gøre. Og det tror jeg egentlig er meget godt.

Vi talte om alt muligt, og hun er virkelig verdens bedste psykolog. Hun kender mig, fortæller mig hvad jeg har brug for at høre, får mig til at se tingene fra andre vinkler og presser mig til udvikling. Det er altid hårdt og altid godt.

Hun spurgte ind til det forhold, der engang var. Og jeg forklarede, at det var et rigtig dejligt forhold, hvor jeg følte mig tryg og elsket, og at han var min bedste ven. At jeg i mit næste forhold vil have det på samme måde (jeg har også været i et forhold, hvor det ikke var sådan, og det var bestemt ikke godt for nogen eller noget). Alting var selvfølgelig ikke rosenrødt, der var også hårde tider og ting, der ikke fungerede optimalt. Men uanset hvad, så ser jeg tilbage på det som et sundt og godt forhold, og jeg var og er rigtig trist over, at det sluttede. Også selvom det snart er 3 år siden.

Min psykolog sagde, at det var okay at have det sådan, også selvom det er "længe siden". Det var et forhold, som formede mig, som havde stor betydning. Det var rigtig vigtigt for mig. Og når den slags slutter, så kan det gøre rigtig ondt, rigtig længe. Jeg skal give mig selv lov til at føle det. Føle sorgen. Jeg skal skide på andres forventninger om, at jeg burde være kommet videre nu. Jeg skal mærke efter, give følelserne lov til at være der. Men jeg skal ikke gå ind i de enkelte minder og episoder. Jeg skal tænke på dette forhold som en enhed, noget der VAR, som jeg stadig sørger over. Og så skal jeg langsomt frigive mig selv fra det, i stedet for at dykke dybere ned i det.

Jeg ved ikke, hvordan man gør det. Men jeg vil virkelig gerne give det et forsøg.

Når jeg skriver alt dette ned, lyder det næsten som om, at jeg stadig er helt i ruiner over det forliste forhold. Det er jeg heldigvis ikke. Men det fylder. Og det må det gerne. Det skal dog fylde på en måde, som giver mening.

Gi' mig dog en chance, menneske

Jeg er ikke særligt god til at se nuancerne i tingene. Alting er ret sort/hvidt oppe i min knold. Jeg beslutter mig for ting, og så er det sådan, de skal være. Jeg havde for eksempel besluttet mig for, at sommerhuspsykopaten/min gamle ven var ude af mit liv. Jeg havde unfriendet ham på facebook, slettet ham fra snapchat, slettet hans nummer og blokeret ham på instagram. Med de handlinger var han ude af mit liv, og det var fint, for det havde jeg besluttet mig for, at det var.

…Så sender han mig gudhjælpemig en besked på facebook. Den var sådan set fuldstændig udskyldig. Det var en artikel om en podcast, jeg godt kan lide at lytte til. Bare et link. Ingen ord. Og så ryger jeg fuldstændig ud af kurs. Fik skrevet noget neutralt tilbage a la "tak, interessant". Men jeg havde kvalme i flere timer bagefter. Tankerne fik frit løb. Hvorfor skriver han? Har han ikke opdaget, at jeg har unfriendet ham? Det må han da have set? Tror han stadig, at vi er venner? Burde jeg fortælle ham, at det er vi IKKE? Hører jeg fra ham igen?

For helvede. Gi' mig dog en chance, menneske (henvendt til mig selv, ik').