onsdag den 18. maj 2016

All them boys… i mit hoved.

I mine tidligere indlæg har jeg nok egentlig fået det til at lyde som om, at jeg har scoret til højre og venstre, eller i hvert fald har forsøgt. Gid det var så vel! Jagten på kærlighed foregår primært oppe i mit eget hoved.

Jeg er meget kræsen med, hvem jeg lader ind i mit liv - også selvom det potentielt kun er for en nat. Det er ikke kun fordi jeg har en høj standard (for det har jeg helt sikkert), men mest fordi jeg ofte føler mig utryg i selskab med mennesker, jeg ikke kender så godt, især hvis selskabet er nøgent.

Jeg har ikke været sammen med mange drenge. Jeg er nærig med både kys og sex. Når jeg har besluttet mig for at være sammen med nogen, så har jeg været oprigtigt og seriøst interesseret med sommerfugle i maven. Jeg har aldrig fortrudt at være sammen med nogen, undtagen en enkelt, som jeg ikke følte noget for. Jeg synes simpelthen kun, at sex er rigtig dejligt, hvis jeg har et følelsesmæssigt bånd til den anden person. Jeg ville virkelig ønske, at jeg var lidt mere flex og kunne nyde sex, uden at det behøvede være mere end det. Men sådan er mit hoved ikke skruet sammen, og derfor er det også sjældent, at jeg har en casual fling, og ideen om en bolleven er nærmest utænkelig for mig.

Så selvom jeg åh så gerne vil have nærhed, kærlighed og intimitet, så handler jeg næsten aldrig på det, for et alvorligt kærlighedsforhold finder man ikke uden videre, so why bother?

Når jeg var til fest, før dette afvænningsprojekt blev søsat, tænkte jeg på, at jeg burde kigge efter fyre. Det virker ekstra tosset, når jeg skriver det ned, men jeg havde en lille tanke i mit hoved, som ville blive  ved med at prikke i løbet af sådan en aften. En tanke om, at en fest er en chance for at møde nogen, som potentielt kunne elske mig. Og når jeg sagde nej til en tur i byen, fik jeg dårlig samvittighed, for hvad nu hvis det var meningen, at jeg skulle møde den eneste ene på netop denne aften?

Og hvad gjorde jeg så, hvis jeg endelig spottede mig en flot fyr? Eller selv blev lagt an på af en sød dude? Iiiiiiiikkkeeeee en skid. For så var det alligevel lidt for tæt på.

Der sker en frygtelig masse oppe i mit hoved, og intet bliver der handlet på. Bortset fra når lynet er slået ned. Eller når jeg har været fuld og truffet en tvivlsom beslutning, hvilket sjældent sker, for hvis I ikke allerede havde luret den, så træffer jeg ikke tilfældige beslutninger. Og det på trods af, at det formentligt ville lette lidt på de tunge tanker.

Mit afvænningsprojekt handler derfor ikke særlig meget om at ændre min adfærd og handlinger, men nærmere om at ændre mine tankemønstre. Jeg håber, at det i sidste ende kan hjælpe mig med at være lidt mere afslappet omkring sex, kærlighed og min omgang med drenge generelt. Jeg har ikke lyst til at tage alting så brandalvorligt hele tiden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar