For et år siden blev jeg diagnosticeret med generaliseret angst hos lægen. Det kom ikke som nogen overraskelse, for jeg har lidt af det ligeså længe, jeg kan huske. Jeg vidste bare ikke, at det havde et navn. Jeg har altid bare tænkt på mig selv som en ekstra bekymret pessimist. Som om det var en del af min personlighed. Så da der endelig kom en diagnose på, var det faktisk en lettelse, for det betød jo, at der kunne gøres noget.
Jeg startede i terapi efter lægebesøget, og det har hjulpet meget. Jeg har nemmere ved at distancere mig fra tanker, som gør mig ked af det. Jeg forholder mig stadig til dem, men jeg går ikke ind i dem længere. Jeg diskuterer ikke med dem.
Jeg tager også angstdæmpende og antidepressiv medicin. Det begyndte jeg på i november, da det stod ekstra grelt til. Jeg besluttede mig for at begynde, da jeg græd ude på skolens toilet uden nogen egentlig grund. Jeg var bare rigtig ked af det. Og den følelse havde jeg hele tiden. Uforklarlig og uprovokeret tristhed, som jeg ikke kunne ryste af mig, uanset hvad jeg gjorde. Det er svært at forklare præcis hvilken virkning medicinen har haft, men hjulpet har den uden tvivl.
Kombinationen af terapi og escitalopram har gjort, at jeg faktisk er glad det meste af tiden, og hvis jeg er ked af det, så ved jeg hvorfor. Jeg har planer om at stoppe med medicinen efter mine eksaminer i juni, og jeg har sidste terapitime om to måneder. Det bliver underligt at skulle stå på egne ben, men jeg er efterhånden ved at få styr på mit hoved, hvilket mit afvænningsprojekt også er et tegn på, tror jeg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar