torsdag den 30. juni 2016

En ombeslutning

Jeg har ombesluttet mig omkring mit pillestop. Det går sgu ikke lige nu. Jævnfør mine to indlæg fra i går, så har hjernen ikke haft det for godt de sidste par dage. Det er alligevel vildt, hvor "lidt", der skal til, før at mit korthus vælter.

Nogle gange tænker jeg på, hvordan jeg ville være som person, hvis jeg ikke døjede med al den angst, som nogle gange føles som et filter, hvorigennem jeg oplever min verden. Jeg ser nogle gange den angst-frie person i glimt. Og jeg elsker det! Jeg elsker den person, jeg er, når jeg ikke har underliggende angstfyldte tanker. Jeg håber, at jeg på et tidspunkt i mit liv kan nå til et sted, hvor jeg størstedelen af tiden har det på den måde. Men det er ikke lige nu.

onsdag den 29. juni 2016

Og i øvrigt kan jeg ikke holde, hvad jeg lover

Når jeg først kradser i et sår, så har jeg en ubehagelig kompulsiv trang til bare at kradse det helt i bund. Forstået på den måde, at jeg efter den skide snap lige blev nødt til at stalke facebook og instagram på ham min hjerteknusende eks-kæreste. Og så da også lige på de par andre mennesker, der ellers har gjort mig ked af det de sidste par år. For hvorfor dog ikke, når nu jeg var så godt i gang? For heeeeelvede.

Jeg fandt i processen ud af, at ham sommerhus-duden nok har fået en kæreste. Det gjorde mig overraskende ked af det. Det er fem måneder siden at alt det der skete. Er det lang tid? Eller kort? Jeg ved det ikke helt. Men det var en fucked up oplevelse, som stadig sidder i mig. Ville ønske at jeg kunne ryste det af mig, men det er jeg som bekendt fucking dårlig til.

Som jeg skrev tidligere, så føles det virkelig som om, at jeg pt. er en biperson i mit eget liv. Den der bliver fravalgt til fordel for hovedpersonen. Samtidig føler jeg mig bare så mega ynkelig, som jeg ligger der og scroller mens tårerne løber. Hvad fanden? Det er ikke den person, jeg vil være. Slet ikke.

Nåh, al denne smerte er jo faktisk selvforskyldt. Jeg vælger selv at stalke. Jeg kan bare lade være. Men det er så svært at holde nallerne til mig selv.

I sidste ende kan jeg jo spørge mig selv: ændrer denne viden noget ved situationen? Eks-kæresten er flyttet til Danmark, uanset om jeg ved det eller ej. Sommerhus-dude har fået en kæreste, uanset om jeg ved det eller ej. Det eneste det ændrer er mit humør. Så jeg havde sgu nok helst været foruden denne viden. Skal jeg aftale med mig selv, at det var sidste gang? IGEN? Ja for helvede.

Jeg håber så frygtelig inderligt, at jeg en dag møder en person, som giver mig en forståelse af, hvorfor det ikke skulle være mig og alle de tidligere. Hvor det bare giver virkelig god mening. Jeg håber så meget, at mit hjerte bliver helt tungt.

Tanker fra en småberuset og arrig ung dame

FOR HELVEDEEEEEEEEEEE. Jeg burde nok starte dette indlæg med et: Jeg er fuld og sur.

Dagen var ellers så god. Rødvinshygge med søde veninder, gode snak og grin. Men SÅ: en snap fra en min gode veninde, som er på Roskilde. En snap, hvor min eks-kæreste, ham der decideret ødelagde mit hjerte, er afbilledet. ÅH. Min veninde mener ikke noget ondt med det. Hun er en meget easy-going person, der ikke bærer nag eller har en eneste bitter følelse i hendes krop. Men sådan er jeg bare ikke. Slet ikke. Jeg har sagt til hende før, at jeg ikke har lyst til at tale/se/høre om mine eks-kærester, medmindre jeg selv bringer det på bane, for det gør bare pisseondt. Men jeg tror ikke helt, at hun forstår det, for sådan har hun det ikke. Og så kan jeg godt forstå, at det virker som om, at jeg overreagerer. Og det gør jeg helt sikkert også. Jeg ville da en million gange hellere ønske, at jeg ikke havde det på den måde. Men sådan ligger landet nu engang.

Han er flyttet tilbage til Danmark. Vi slog op for 2,5 år siden, fordi han skulle studere i udlandet, og det kunne vi bare slet ikke finde ud af. I dag har han en ny kæreste, jeg ser dem engang i mellem på gaden, de bor nok tæt på. Jeg tænker på ham tit, og jeg tror ikke, at han tænker på mig.

Jeg ringede til min mor og fortalte det. Hun blev stille og sagde så, "jamen, hvis han stadig kan fremprovokere de følelser i dig, så skulle du måske snakke med ham?". Hun vidste ikke, at det havde jeg allerde gjort for et år siden. Præcis et år siden faktisk. Jeg skrev til ham, at jeg savnede ham, og at jeg virkelig ønskede ham alt det bedste. Han svarede, at han var videre med sit liv, og det skulle jeg også komme. Av.

Jeg ved efterhånden ikke, om jeg bliver ked af det per refleks, eller om det er reelt nok, om det bunder i noget dybere. Uanset hvad, så er jeg da klog nok til at kunne se, at det nok ikke er meant to be, hvis der kun er en part, der føler, at det er sådan det forholder sig. Meant to be må være en fælles følelse. Ik'?

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg er virkelig bange for at blive en biperson i mit eget liv. Den person, der altid er lidt mindre vigtig, den person, der bliver fravalgt til fordel for en anden. Forstår I? Jeg vil være hovedpersonen i mit eget liv. Hvis jeg skal have en kæreste, så skal han være PISSEVILD med mig, der skal ikke være nogen tvivl. Jeg skal ikke fravælges. Jeg skal være den eneste for ham. Det er fandeme ikke for meget at forlange. Jeg vil gerne vente til at det sker. Hvis det nogensinde sker. Jeg ved med hundrede procents sikkerhed, at jeg ikke skal føles som et valg, jeg skal føles som en nødvendighed. Og jeg skal gengælde de følelser.

Jeg kan ikke bruge mere tid på mennesker, der har fravalgt mig. Det nytter ikke noget, jeg kommer ingen vegne. De følelser efterlader mig ikke med andet en tristhed, og det hele er fandeme også drevet af nostalgi, som vi alle ved er en usand fortæller.

torsdag den 16. juni 2016

Som en knytnæve lige i maven

Som jeg har skrevet tidligere, så har jeg det egentlig helt okay for tiden. Men det sker, at der pludselig er et meget insisterende minde, der trænger sig ind i min hjerne fra højre. Oftest er det et minde, der gør ondt, et minde om nogen jeg savner, et minde om stunder, hvor jeg enten har haft det rigtig godt med dem, eller rigtig dårligt. Men følelsen, som mindet efterlader mig med, er altid den samme. Det føles som en knytnæve lige i maven.

mandag den 13. juni 2016

Detox

Jeg elsker de sociale medier. Eller, jeg bruger dem i hvert fald meget. Og jeg tror, at det er blevet tid til en detox, for det har vist taget overhånd.

Jeg opdagede i dag, at der jeg havde mistet en følger på instagram. Jeg gik straks i gang med at undersøge hvem det mon kunne være, for jeg er frygtelig nysgerrig. Jeg fandt ud af, at det var en fra mit gamle studie, som jeg engang var gode venner med. Vi blev ikke uvenner eller noget; venskabet gik bare lidt i sig selv, da vi gik hver vores retning med studierne.

Jeg er ikke meget for at indrømme det, men jeg blev faktisk oprigtigt ked af det. Det er underligt, at noget så åndssvagt som et instagram-follow skal gøre en ked af det, men det betyder jo noget, at ens gamle veninde fravælger en på den måde. Jeg ved ikke hvorfor. Og det bliver da muligvis også lidt akavet fra min side, næste gang vi mødes i den store pigegruppe, som vi begge stadig er en del af.

Nåh, men min pointe er egentlig, at jeg ikke har lyst til at det skal fylde så meget længere. Jeg vil gerne fokusere på de mennesker, som rent faktisk er i mit liv. Dem som jeg ikke taler med over instagram og snap, men som jeg rent faktisk ses med og taler med. Ligesom i de gode gamle dage ;) Jeg synes, at de sociale medier er sjove at bruge, men det er sgu rent gift for mig, når jeg søger bekræftelse ad den vej, og så bliver ked af det, når jeg ikke får den.

Så det er på tide med en (endnu) en detox. Det er lidt svært, for jeg bruger min telefon til mange ting udover de sociale medier, så jeg kan ikke lægge den helt fra mig. Men jeg vil gerne prøve at implementere en smule selvkontrol.

fredag den 10. juni 2016

At miste pusten, literally

Jeg har rigtig travlt for tiden. Jeg arbejder meget, går meget i skole og i dag har jeg fået udleveret eksamensopgave. Alting går hurtigt. Jeg står tidligt op og går sent i seng. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv, når jeg har et par timer, hvor jeg bare er alene på mit værelse. Jeg har flere gange oplevet, at jeg har ligget i min seng og netflixet og chillet med mig selv, og så pludselig føler stærkt ubehag. Jeg ligger bare, men pludselig begynder mit hjerte at banke hårdt og hurtigt, jeg bliver helt svedig, og jeg mister pusten. Det er ikke et angstanfald, som sådan. Jeg græder ikke. Jeg har det bare rigtig uroligt og ubehageligt. Og jeg ved ikke hvorfor.

tirsdag den 7. juni 2016

Bare mig og verden

Alle mine skriverier herinde bærer uden tvivl præg af, at jeg bruger den som ventil, når jeg har det skidt i hovedet. Det handler alt sammen om tvivl, angst og bekymringer. Men jeg har heldigvis også dage, hvor jeg ser lidt lysere på tilværelsen. I dag overvejede jeg hvordan det ikke at have en kæreste også har haft en god effekt på mig. Der er mange ting jeg har gjort og NYDT, som jeg ikke ville have gjort, hvis jeg havde en kæreste.

I foråret var jeg to måneder i Tanzania. Jeg havde nok gjort det, selv hvis jeg havde haft en kæreste her i Danmark, men jeg havde ikke nydt det ligeså meget. Det ved jeg. Jeg havde savnet, og jeg havde taget flyet tilbage til Danmark, ligeså snart det kunne lade sig gøre. I stedet blev jeg i landet i ti dage efter turen officielt sluttede for at holde ferie på Zanzibar med tre søde piger. Hold kæft, hvor var det lækkert. At leve i nuet var intet problem, for der var ikke som sådan noget at savne her hjemme, udover familie og venner. Jeg ville absolut ikke have været den tur foruden, og jeg er så glad for, at jeg kunne nyde den fuldt ud.

Herudover siger jeg ja til flere ting, end jeg før har gjort. Jeg fester mere. Jeg bruger mere tid med mine venner. Jeg har fået flere venner, fordi jeg har tid til at investere i det. At have en kæreste har nogle gange fungeret som en sovepude for mig. Der var mange ting jeg sagde nej til, fordi jeg jo havde en kæreste, som jeg altid kunne bruge tid med. Jeg kaster mig ud i flere ting nu, som ellers før hen har ligget uden for min comfort zone.

Om et par måneder tager jeg tre uger til Sri Lanka. Uden nogen jeg kender! Men nu ved jeg, at jeg kan klare det, og jeg glæder mig. Jeg har også gået med tanken om at skrive mit speciale i Australien. Jeg har altid gerne ville prøve at bo der, og der er ikke noget der holder mig i Danmark i det halve år, så hvorfor ikke?

søndag den 5. juni 2016

SÅ stopper det, du!

Hvorfooooooor er det, at jeg sent søndag aften pludselig kommer til at kigge lidt på en facebook-profil tilhørende ham, min eks-ven, som afsluttede både venskab og kort romance for et par måneder siden? Når jeg med 120% sikkerhed VED, at det giver mig ondt i maven og gør mig ked af det? Hvorfor er jeg så nysgerrig og selv-destruktiv på samme tid? ÅH, for helvede. Det er fandeme dumt at pine sig selv på den måde, når det eneste formål er at få stillet sin nysgerrighed.

Jeg kunne skrive meget om ham og det, der skete. Men jeg beslutter mig for at lade være. For jeg bliver ked af det, når jeg giver det opmærksomhed. Og som min psykolog siger: når du har tænkt noget igennem hundrede gange, så behøver du ikke tænke det igennem endnu en gang. Jeg finder ikke flere svar. Nogle situationer skal man bare lægge bag sig.

Så det er hermed besluttet, at det var allersidste gang, at jeg har sådan et lille uheld. Det ville nok være bedst at unfriende ham, men det er jeg sgu for stolt til.

Edit (vitterligt tre minutter senere): Okay, jeg gjorde det sgu. Så var jeg alligevel ikke mere stolt, ha. Men det var faktisk en lettelse. Der er ikke nogen grund til at have mennesker i ens (virtuelle) liv, hvis de har fravalgt en. Jeg har ikke helt ville indrømme det over for mig selv, men jeg er nok også forblevet fb-venner med ham i håbet om, at han på et tidspunkt ville fortryde og så skrive til mig. Men 1) der er gået 4 måneder nu og 2) hvis han virkelig fortryder, skal han nok finde en måde at kontakte mig på. Men uha, så er det jo for alvor slut? Ja sgu da, det har det været længe, moster. At holde en dør på klem, som blev lukket af den anden, er ikke sundt. Bom, færdig. Ud med det skidt.