Blast from the past

Okay. Den er helt gal. Jeg ved ikke engang, hvor jeg skal begynde. Jeg orker næsten ikke. Men jeg tror, at det er godt, at jeg får skrevet det ned.

Jeg er til fest. Pludselig ser jeg min eks-kæreste. Ham der slog op med mig for et år siden, fordi han ikke længere var forelsket i mig. Jeg siger hej til ham. Og så starter en meget hjertefølt samtale på nærmest to timer.

Han fortæller i korte træk, at han har tænkt meget på mig det sidste år og har haft lyst til at kontakte mig, men han har ikke vidst, om det ville være okay.

Han siger, at han virkelig gerne vil have mit i sit liv. Men han er meget uklar omkring, hvordan det skal foregå. Jeg prøver, at få ham til at skære det ud i pap. Men jeg forstår det ikke helt. Han får sagt noget a la, at han gerne vil ses igen, og jeg spytter næsten min vin ud og begynder at grine. Fordi det er så absurdt. Så trækker han lidt i land.

Men han siger, at han synes, jeg er fantastisk, og han vil rigtig gerne have mig i sit liv, men hans første prioritet er ikke at såre mig.

Jeg ved fandeme ikke, hvad det går ud på. Men det var dejligt, at jeg kunne få sagt det, jeg ville. Jeg endte også med at sige, at han var velkommen til at skrive til mig, hvis han havde mere på hjerte.

Men hvorom alt er: FUCK hvor er det rart, at jeg ikke følte den. Jeg følte den slet ikke. FUCK JA.

Taknemmelighed

Jeg har SÅ meget at være taknemmelig for. Virkelig. 

Jeg har en kærlig og støttende familie, som har givet mig en tryg opvækst. Mit forhold til mine forældre er sundt, og jeg har mulighed for at se min familie ligeså ofte, som jeg har lyst. 

Jeg har mange gode venner, som stammer fra folkeskolen, gymnasiet, fra mit ophold i NYC, fra min bachelor, min kandidat og mit kollegium. I hver kontekst har jeg mødt mennesker, som jeg er glad for at kende. Jeg har et par tætte veninder, som jeg kan være helt fortrolige med, og som kender mig virkelig godt. 

Jeg er sund og rask. Selvom mit mentale helbred svinger, så stopper det mig ikke i at gøre de ting, jeg gerne vil. Og jeg føler desuden at mit sind efterhånden er blevet rimeligt stabiliseret. Min familie er også sund og rask.

Jeg læser den uddannelse, jeg brænder for. Efter at have taget en BA i noget, der kun interesserede mig halvt, læser jeg endelig noget, som giver mening for mig, samtidig med at jeg kan bruge min forrige uddannelse. Jeg VED, at jeg vil arbejde med dette felt i fremtiden. Jeg har i øvrigt klaret mig rigtig godt på min kandidat. 

Jeg har haft et job i fire år. Dette har skabt en økonomisk fleksibilitet, som jeg værdsætter. Penge er ikke en bekymring, der fylder. Jeg kan købe, hvad jeg har brug for, og lidt til. 

Jeg har en dejlig bolig, som jeg kan blive boende i halvandet år endnu, hvis jeg ønsker det. Jeg bor sammen med søde mennesker, som jeg fester med tit og ofte. Jeg kan være alene, når jeg vil, og sammen med dem, når jeg vil. 

Jeg har mulighed for at rejse meget. Dette er både i kraft af min uddannelse og min økonomi. Det betyder så meget for min livsglæde at kunne opleve nye lande og kulturer, særligt der, hvor der er sol :)

Alt i alt er der rigtig meget at være rigtig glad for, og det burde jeg minde mig selv om oftere. 

Forliste forhold og knuste hjerter

Jeg var til en individuel samtale hos min psykolog i dag. Som jeg beskrev i mine indlæg for to uger siden, så har jeg døjet med nogle triste tanker om min fortid, som stadig fylder meget. Jeg gik egentlig ind til samtalen med en ide om, at det hele skulle handle om min eks-kæreste, men det endte det med at gøre. Og det tror jeg egentlig er meget godt.

Vi talte om alt muligt, og hun er virkelig verdens bedste psykolog. Hun kender mig, fortæller mig hvad jeg har brug for at høre, får mig til at se tingene fra andre vinkler og presser mig til udvikling. Det er altid hårdt og altid godt.

Hun spurgte ind til det forhold, der engang var. Og jeg forklarede, at det var et rigtig dejligt forhold, hvor jeg følte mig tryg og elsket, og at han var min bedste ven. At jeg i mit næste forhold vil have det på samme måde (jeg har også været i et forhold, hvor det ikke var sådan, og det var bestemt ikke godt for nogen eller noget). Alting var selvfølgelig ikke rosenrødt, der var også hårde tider og ting, der ikke fungerede optimalt. Men uanset hvad, så ser jeg tilbage på det som et sundt og godt forhold, og jeg var og er rigtig trist over, at det sluttede. Også selvom det snart er 3 år siden.

Min psykolog sagde, at det var okay at have det sådan, også selvom det er "længe siden". Det var et forhold, som formede mig, som havde stor betydning. Det var rigtig vigtigt for mig. Og når den slags slutter, så kan det gøre rigtig ondt, rigtig længe. Jeg skal give mig selv lov til at føle det. Føle sorgen. Jeg skal skide på andres forventninger om, at jeg burde være kommet videre nu. Jeg skal mærke efter, give følelserne lov til at være der. Men jeg skal ikke gå ind i de enkelte minder og episoder. Jeg skal tænke på dette forhold som en enhed, noget der VAR, som jeg stadig sørger over. Og så skal jeg langsomt frigive mig selv fra det, i stedet for at dykke dybere ned i det.

Jeg ved ikke, hvordan man gør det. Men jeg vil virkelig gerne give det et forsøg.

Når jeg skriver alt dette ned, lyder det næsten som om, at jeg stadig er helt i ruiner over det forliste forhold. Det er jeg heldigvis ikke. Men det fylder. Og det må det gerne. Det skal dog fylde på en måde, som giver mening.

Gi' mig dog en chance, menneske

Jeg er ikke særligt god til at se nuancerne i tingene. Alting er ret sort/hvidt oppe i min knold. Jeg beslutter mig for ting, og så er det sådan, de skal være. Jeg havde for eksempel besluttet mig for, at sommerhuspsykopaten/min gamle ven var ude af mit liv. Jeg havde unfriendet ham på facebook, slettet ham fra snapchat, slettet hans nummer og blokeret ham på instagram. Med de handlinger var han ude af mit liv, og det var fint, for det havde jeg besluttet mig for, at det var.

…Så sender han mig gudhjælpemig en besked på facebook. Den var sådan set fuldstændig udskyldig. Det var en artikel om en podcast, jeg godt kan lide at lytte til. Bare et link. Ingen ord. Og så ryger jeg fuldstændig ud af kurs. Fik skrevet noget neutralt tilbage a la "tak, interessant". Men jeg havde kvalme i flere timer bagefter. Tankerne fik frit løb. Hvorfor skriver han? Har han ikke opdaget, at jeg har unfriendet ham? Det må han da have set? Tror han stadig, at vi er venner? Burde jeg fortælle ham, at det er vi IKKE? Hører jeg fra ham igen?

For helvede. Gi' mig dog en chance, menneske (henvendt til mig selv, ik').

En ombeslutning

Jeg har ombesluttet mig omkring mit pillestop. Det går sgu ikke lige nu. Jævnfør mine to indlæg fra i går, så har hjernen ikke haft det for godt de sidste par dage. Det er alligevel vildt, hvor "lidt", der skal til, før at mit korthus vælter.

Nogle gange tænker jeg på, hvordan jeg ville være som person, hvis jeg ikke døjede med al den angst, som nogle gange føles som et filter, hvorigennem jeg oplever min verden. Jeg ser nogle gange den angst-frie person i glimt. Og jeg elsker det! Jeg elsker den person, jeg er, når jeg ikke har underliggende angstfyldte tanker. Jeg håber, at jeg på et tidspunkt i mit liv kan nå til et sted, hvor jeg størstedelen af tiden har det på den måde. Men det er ikke lige nu.

Og i øvrigt kan jeg ikke holde, hvad jeg lover

Når jeg først kradser i et sår, så har jeg en ubehagelig kompulsiv trang til bare at kradse det helt i bund. Forstået på den måde, at jeg efter den skide snap lige blev nødt til at stalke facebook og instagram på ham min hjerteknusende eks-kæreste. Og så da også lige på de par andre mennesker, der ellers har gjort mig ked af det de sidste par år. For hvorfor dog ikke, når nu jeg var så godt i gang? For heeeeelvede.

Jeg fandt i processen ud af, at ham sommerhus-duden nok har fået en kæreste. Det gjorde mig overraskende ked af det. Det er fem måneder siden at alt det der skete. Er det lang tid? Eller kort? Jeg ved det ikke helt. Men det var en fucked up oplevelse, som stadig sidder i mig. Ville ønske at jeg kunne ryste det af mig, men det er jeg som bekendt fucking dårlig til.

Som jeg skrev tidligere, så føles det virkelig som om, at jeg pt. er en biperson i mit eget liv. Den der bliver fravalgt til fordel for hovedpersonen. Samtidig føler jeg mig bare så mega ynkelig, som jeg ligger der og scroller mens tårerne løber. Hvad fanden? Det er ikke den person, jeg vil være. Slet ikke.

Nåh, al denne smerte er jo faktisk selvforskyldt. Jeg vælger selv at stalke. Jeg kan bare lade være. Men det er så svært at holde nallerne til mig selv.

I sidste ende kan jeg jo spørge mig selv: ændrer denne viden noget ved situationen? Eks-kæresten er flyttet til Danmark, uanset om jeg ved det eller ej. Sommerhus-dude har fået en kæreste, uanset om jeg ved det eller ej. Det eneste det ændrer er mit humør. Så jeg havde sgu nok helst været foruden denne viden. Skal jeg aftale med mig selv, at det var sidste gang? IGEN? Ja for helvede.

Jeg håber så frygtelig inderligt, at jeg en dag møder en person, som giver mig en forståelse af, hvorfor det ikke skulle være mig og alle de tidligere. Hvor det bare giver virkelig god mening. Jeg håber så meget, at mit hjerte bliver helt tungt.

Tanker fra en småberuset og arrig ung dame

FOR HELVEDEEEEEEEEEEE. Jeg burde nok starte dette indlæg med et: Jeg er fuld og sur.

Dagen var ellers så god. Rødvinshygge med søde veninder, gode snak og grin. Men SÅ: en snap fra en min gode veninde, som er på Roskilde. En snap, hvor min eks-kæreste, ham der decideret ødelagde mit hjerte, er afbilledet. ÅH. Min veninde mener ikke noget ondt med det. Hun er en meget easy-going person, der ikke bærer nag eller har en eneste bitter følelse i hendes krop. Men sådan er jeg bare ikke. Slet ikke. Jeg har sagt til hende før, at jeg ikke har lyst til at tale/se/høre om mine eks-kærester, medmindre jeg selv bringer det på bane, for det gør bare pisseondt. Men jeg tror ikke helt, at hun forstår det, for sådan har hun det ikke. Og så kan jeg godt forstå, at det virker som om, at jeg overreagerer. Og det gør jeg helt sikkert også. Jeg ville da en million gange hellere ønske, at jeg ikke havde det på den måde. Men sådan ligger landet nu engang.

Han er flyttet tilbage til Danmark. Vi slog op for 2,5 år siden, fordi han skulle studere i udlandet, og det kunne vi bare slet ikke finde ud af. I dag har han en ny kæreste, jeg ser dem engang i mellem på gaden, de bor nok tæt på. Jeg tænker på ham tit, og jeg tror ikke, at han tænker på mig.

Jeg ringede til min mor og fortalte det. Hun blev stille og sagde så, "jamen, hvis han stadig kan fremprovokere de følelser i dig, så skulle du måske snakke med ham?". Hun vidste ikke, at det havde jeg allerde gjort for et år siden. Præcis et år siden faktisk. Jeg skrev til ham, at jeg savnede ham, og at jeg virkelig ønskede ham alt det bedste. Han svarede, at han var videre med sit liv, og det skulle jeg også komme. Av.

Jeg ved efterhånden ikke, om jeg bliver ked af det per refleks, eller om det er reelt nok, om det bunder i noget dybere. Uanset hvad, så er jeg da klog nok til at kunne se, at det nok ikke er meant to be, hvis der kun er en part, der føler, at det er sådan det forholder sig. Meant to be må være en fælles følelse. Ik'?

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg er virkelig bange for at blive en biperson i mit eget liv. Den person, der altid er lidt mindre vigtig, den person, der bliver fravalgt til fordel for en anden. Forstår I? Jeg vil være hovedpersonen i mit eget liv. Hvis jeg skal have en kæreste, så skal han være PISSEVILD med mig, der skal ikke være nogen tvivl. Jeg skal ikke fravælges. Jeg skal være den eneste for ham. Det er fandeme ikke for meget at forlange. Jeg vil gerne vente til at det sker. Hvis det nogensinde sker. Jeg ved med hundrede procents sikkerhed, at jeg ikke skal føles som et valg, jeg skal føles som en nødvendighed. Og jeg skal gengælde de følelser.

Jeg kan ikke bruge mere tid på mennesker, der har fravalgt mig. Det nytter ikke noget, jeg kommer ingen vegne. De følelser efterlader mig ikke med andet en tristhed, og det hele er fandeme også drevet af nostalgi, som vi alle ved er en usand fortæller.

Som en knytnæve lige i maven

Som jeg har skrevet tidligere, så har jeg det egentlig helt okay for tiden. Men det sker, at der pludselig er et meget insisterende minde, der trænger sig ind i min hjerne fra højre. Oftest er det et minde, der gør ondt, et minde om nogen jeg savner, et minde om stunder, hvor jeg enten har haft det rigtig godt med dem, eller rigtig dårligt. Men følelsen, som mindet efterlader mig med, er altid den samme. Det føles som en knytnæve lige i maven.

Detox

Jeg elsker de sociale medier. Eller, jeg bruger dem i hvert fald meget. Og jeg tror, at det er blevet tid til en detox, for det har vist taget overhånd.

Jeg opdagede i dag, at der jeg havde mistet en følger på instagram. Jeg gik straks i gang med at undersøge hvem det mon kunne være, for jeg er frygtelig nysgerrig. Jeg fandt ud af, at det var en fra mit gamle studie, som jeg engang var gode venner med. Vi blev ikke uvenner eller noget; venskabet gik bare lidt i sig selv, da vi gik hver vores retning med studierne.

Jeg er ikke meget for at indrømme det, men jeg blev faktisk oprigtigt ked af det. Det er underligt, at noget så åndssvagt som et instagram-follow skal gøre en ked af det, men det betyder jo noget, at ens gamle veninde fravælger en på den måde. Jeg ved ikke hvorfor. Og det bliver da muligvis også lidt akavet fra min side, næste gang vi mødes i den store pigegruppe, som vi begge stadig er en del af.

Nåh, men min pointe er egentlig, at jeg ikke har lyst til at det skal fylde så meget længere. Jeg vil gerne fokusere på de mennesker, som rent faktisk er i mit liv. Dem som jeg ikke taler med over instagram og snap, men som jeg rent faktisk ses med og taler med. Ligesom i de gode gamle dage ;) Jeg synes, at de sociale medier er sjove at bruge, men det er sgu rent gift for mig, når jeg søger bekræftelse ad den vej, og så bliver ked af det, når jeg ikke får den.

Så det er på tide med en (endnu) en detox. Det er lidt svært, for jeg bruger min telefon til mange ting udover de sociale medier, så jeg kan ikke lægge den helt fra mig. Men jeg vil gerne prøve at implementere en smule selvkontrol.

At miste pusten, literally

Jeg har rigtig travlt for tiden. Jeg arbejder meget, går meget i skole og i dag har jeg fået udleveret eksamensopgave. Alting går hurtigt. Jeg står tidligt op og går sent i seng. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv, når jeg har et par timer, hvor jeg bare er alene på mit værelse. Jeg har flere gange oplevet, at jeg har ligget i min seng og netflixet og chillet med mig selv, og så pludselig føler stærkt ubehag. Jeg ligger bare, men pludselig begynder mit hjerte at banke hårdt og hurtigt, jeg bliver helt svedig, og jeg mister pusten. Det er ikke et angstanfald, som sådan. Jeg græder ikke. Jeg har det bare rigtig uroligt og ubehageligt. Og jeg ved ikke hvorfor.

Bare mig og verden

Alle mine skriverier herinde bærer uden tvivl præg af, at jeg bruger den som ventil, når jeg har det skidt i hovedet. Det handler alt sammen om tvivl, angst og bekymringer. Men jeg har heldigvis også dage, hvor jeg ser lidt lysere på tilværelsen. I dag overvejede jeg hvordan det ikke at have en kæreste også har haft en god effekt på mig. Der er mange ting jeg har gjort og NYDT, som jeg ikke ville have gjort, hvis jeg havde en kæreste.

I foråret var jeg to måneder i Tanzania. Jeg havde nok gjort det, selv hvis jeg havde haft en kæreste her i Danmark, men jeg havde ikke nydt det ligeså meget. Det ved jeg. Jeg havde savnet, og jeg havde taget flyet tilbage til Danmark, ligeså snart det kunne lade sig gøre. I stedet blev jeg i landet i ti dage efter turen officielt sluttede for at holde ferie på Zanzibar med tre søde piger. Hold kæft, hvor var det lækkert. At leve i nuet var intet problem, for der var ikke som sådan noget at savne her hjemme, udover familie og venner. Jeg ville absolut ikke have været den tur foruden, og jeg er så glad for, at jeg kunne nyde den fuldt ud.

Herudover siger jeg ja til flere ting, end jeg før har gjort. Jeg fester mere. Jeg bruger mere tid med mine venner. Jeg har fået flere venner, fordi jeg har tid til at investere i det. At have en kæreste har nogle gange fungeret som en sovepude for mig. Der var mange ting jeg sagde nej til, fordi jeg jo havde en kæreste, som jeg altid kunne bruge tid med. Jeg kaster mig ud i flere ting nu, som ellers før hen har ligget uden for min comfort zone.

Om et par måneder tager jeg tre uger til Sri Lanka. Uden nogen jeg kender! Men nu ved jeg, at jeg kan klare det, og jeg glæder mig. Jeg har også gået med tanken om at skrive mit speciale i Australien. Jeg har altid gerne ville prøve at bo der, og der er ikke noget der holder mig i Danmark i det halve år, så hvorfor ikke?

SÅ stopper det, du!

Hvorfooooooor er det, at jeg sent søndag aften pludselig kommer til at kigge lidt på en facebook-profil tilhørende ham, min eks-ven, som afsluttede både venskab og kort romance for et par måneder siden? Når jeg med 120% sikkerhed VED, at det giver mig ondt i maven og gør mig ked af det? Hvorfor er jeg så nysgerrig og selv-destruktiv på samme tid? ÅH, for helvede. Det er fandeme dumt at pine sig selv på den måde, når det eneste formål er at få stillet sin nysgerrighed.

Jeg kunne skrive meget om ham og det, der skete. Men jeg beslutter mig for at lade være. For jeg bliver ked af det, når jeg giver det opmærksomhed. Og som min psykolog siger: når du har tænkt noget igennem hundrede gange, så behøver du ikke tænke det igennem endnu en gang. Jeg finder ikke flere svar. Nogle situationer skal man bare lægge bag sig.

Så det er hermed besluttet, at det var allersidste gang, at jeg har sådan et lille uheld. Det ville nok være bedst at unfriende ham, men det er jeg sgu for stolt til.

Edit (vitterligt tre minutter senere): Okay, jeg gjorde det sgu. Så var jeg alligevel ikke mere stolt, ha. Men det var faktisk en lettelse. Der er ikke nogen grund til at have mennesker i ens (virtuelle) liv, hvis de har fravalgt en. Jeg har ikke helt ville indrømme det over for mig selv, men jeg er nok også forblevet fb-venner med ham i håbet om, at han på et tidspunkt ville fortryde og så skrive til mig. Men 1) der er gået 4 måneder nu og 2) hvis han virkelig fortryder, skal han nok finde en måde at kontakte mig på. Men uha, så er det jo for alvor slut? Ja sgu da, det har det været længe, moster. At holde en dør på klem, som blev lukket af den anden, er ikke sundt. Bom, færdig. Ud med det skidt.

Bekræftelsessygen

Jeg døjer for tiden med et problem, som delvist udspringer af dette projekt, tror jeg. Jeg har jo før i tiden tyet til kærester for at få min bekræftelse på, at jeg er et ok menneske, og at jeg er værd at elske. Men nu har jeg jo besluttet mig for, at jeg ikke må gøre mig i hankøn det næste år. Men hvor søren skal jeg så få min bekræftelse fra? Den er jo åbenbart livsnødvendig…. Jeg har de sidste par uger været ekstra sensitiv i forhold til mine venner. Det er som om, at jeg automatisk har vendt mit hoved den vej for at få bekræftelsen.

Hvad kan jeg gøre for at slippe af med denne ubehagelig trang til konstant bekræftelse? Starte et projekt, hvor jeg ikke må have nogle venner i et år?! Det er jo komplet åndssvagt. Jeg kan jo for søren ikke isolere mig fra alle i mit liv i et forsøg på at frigøre mig fra bekræftelsessygen. Så what to do?

Angst på angst på angst

Jeg har tænkt over, at dette projekt delvist er drevet af angst. Bevares, det er også et forsøg på at bevise overfor mig selv, at jeg kan klare mig alene, at jeg måske ligefrem kan have det godt alene. Men jeg kan nok ikke benægte, at det løser et angstdrevet problem for mig: Jeg er rædselslagen for at blive afvist igen. Det er der mange grunde til. Det er aldrig rart at blive afvist selvfølgelig, men jeg kan på nuværende tidspunkt slet ikke klare tanken om det. For det ville jo betyde, at jeg har ret i min forestilling om, at jeg ikke kan elskes. Og det er den værste tanke jeg har.

Status: Uge 6 / 52

I morgen er det 6 uger siden jeg startede mit år alene, og det er tid til at gøre status. Hvordan går det med projektet? Jeg synes, at det går relativt godt. Jeg er faldet en lille smule i to gange. Første gang kom jeg til at sende en fuldemands-sms til en fra mit hold, som er riiiiigtig pæn. Den var relativt uskyldig (den omhandlede en shawarma), men stadig imod mine regler ;) Den anden gang var faktisk ikke rigtig min egen skyld… Jeg blev inviteret på en kop kaffe og en uformel samtale med ham, som jeg skal overtage en praktikplads for til efteråret. Han skrev, at han gerne ville tilbyde at fortælle mig lidt om arbejdet, og det tænkte jeg var en god ide at takke ja til. Først da dagen nærmede sig, gik det op for mig, at det måske egentlig var ment som en date? Jeg er nemlig selv typen, der kunne finde på at invitere på en undercover-date ;) Nåh, men han endte med at ringe og aflyse, fordi et møde var trukket ud. Han undskyldte mange gange og insisterede på, at han skyldte en frokost. Jeg sagde, at det selvfølgelig ikke var nødvendigt. Han er udenbys i denne uge, så vi må se, hvad der sker, når han kommer tilbage. Jeg ved ærligt talt ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig til det. Vi får se, hvad der sker.

Humøret er som sædvaneligt svingende, men jeg kan mærke, at det har hjulpet at fjerne faktoren drenge fra min bekymringsligning, så projektet virker indtil videre efter hensigten :)

Vise ord

Jeg var til psykolog i dag. Jeg fortalte om de belastende tanker, jeg havde tidligere på ugen. Min psykolog er virkelig god, og hun kender mig efterhånden rigtig godt. Hun ved godt, at jeg ofte har disse tanker. Vi snakkede om, at jeg skal øve mig i at defusionere fra tankerne; altså, sige til mig selv "lige nu i dette øjeblik har jeg tanken om, at mine venner ikke kan lide mig". Det hjælper til, at man ikke lade sig opsluge fuldstændig af tanken, og i stedet kan se den udefra. Vi talte også om, at det er meget individuelt, hvordan man er nogens ven. Nogen har større behov for at ses og tale med deres venner, andre har et mindre behov. Det er ikke et udtryk for, hvor gode eller dårlige venner man er, men blot forskellige behov. Dertil kommer, at der selvfølgelig er perioder, hvor  man er mindre in sync med en ven, end andre perioder, og det er ganske normalt. Disse overvejelser virker jo ganske fornuftige og måske også indlysende for andre end mig. Jeg katastrofetænker: "Nåh, vi har ikke snakket sammen i to uger? Så er vores venskab nok ved at nå vejs ende". Det er selvfølgelig sat på spidsen, men det er nu ikke helt ved siden af.

Jeg ville ønske, at jeg kunne bruge min psykolog som hotline, når det brænder i min hjerne, men det ville hun nok blive lidt træt af i længden ;)

Worst case scenario

I anledning af at angsten kører for fuld hammer i disse dage, kan jeg jo passende beskrive mit worst case scenario. Det er den forestilling jeg har om, hvordan mit liv potentielt kan blive, som jeg virkelig frygter. Lad mig ridse op:

Jeg er 35 år og jeg er alene. Jeg bor alene i en lille lejlighed, jeg har et 8-16 job. Jeg går på arbejde hver dag og kommer hjem til en tom lejlighed. Alle mine veninder har mand og børn. I weekenden har de ikke tid til at ses, fordi de har et familieliv. Jeg bliver ældre og ældre, indtil jeg ikke længere kan få børn. Jeg dør alene og ensom.

Det er en heftig omgang, ikke sandt?

Men for nyligt opstod der en endnu værre worst case scenario, som min hjerne overraskende nok ikke var kommet op med endnu. I dette scenarie møder jeg en sød fyr, som jeg bliver vild med, og som jeg investerer mine følelser i. Men jeg elsker mere, end han gør, og han slutter forholdet. Dette sker igen og igen. Det er altid mig, der elsker mere.

Disse tanker kommer sig naturligvis af, at det er en oplevelse jeg har haft et par gange i løbet af de sidste par år. Efter bruddet i foråret har der været to fyrer, som jeg har været ret interesseret i, men de afbrød begge "forholdet" efter relativ kort tid. Så nu har jeg selvfølgelig fået ind i mit hoved, at det altid vil være sådan. At jeg af en eller anden grund aldrig vil være god nok til at elske rigtigt. Det er en mega trist tanke, især fordi man jo ikke rigtig kan gøre så meget ved det. Jeg er jo, som jeg er. Og jeg er en god person. Jeg er sød, betænksom, intelligent, omsorgsfuld, sjov og jeg gør mit bedste for at være den, jeg gerne vil være. Så jeg ved ikke, hvorfor jeg i disse tilfælde ikke har været god nok.

Når jeg meget sjældent deler disse tanker med nogen, så får jeg ofte svaret: "Det skulle bare ikke være jer to". Det er et svært svar for mig at forholde mig til, men det er jo nok det rigtige. Der er ikke nogen særlig grund til, at det ikke skulle være. Ligesom der ikke er nogen særlig grund til, at folk finder sammen, udover at det føles rigtigt og giver mening for dem.

Angsten for altid at være den, der elsker mest, driver nok også lidt dette projekt omkring at være alene i et år. For så slipper jeg for at sætte mig selv i den situation, hvor jeg igen elsker mest.

Nobody likes meeeeee

De sidste par dage har været hårde ved mig. Det har været sådan nogle dage, hvor jeg er virkelig fristet til lige at hapse en ekstra dosis angstdæmpende. Ofte, hvis ikke altid, er det min relation til andre mennesker, der gør mig ked af det. Tit er det en lille tanke, der starter en hel lavine af tanker. For eksempel: hvorfor svarer min gode veninde ikke på min sms? Et rationelt menneske ville nok tænke, at hun blot har travlt, men sådan fungerer min hjerne ikke. Jeg tænker, at hun nok ikke kan lide mig længere. Når først den tanke har sat sig fast, så er der pludselig ingen af mine venner, der kan lide mig længere. Det er et helt absurd tankemønster, og det VED jeg godt, men jeg bliver så bange for, at der er en lille smule sandhed i det. Åh, det er så belastende.

Disse tanker begyndte for alvor at fylde meget, efter bruddet i sidste forår. Jeg oplevede for fuld hammer følelsen af, at et menneske, man stoler på, kan miste følelserne og afslutte relationen fra den ene dag til den anden og uden nogen varsel. Og hvis det kan ske med ens kæreste, kan det vel ske med alle vigtige personer i ens liv? Jeg er ikke længere sur over, at han slog op, men jeg er rasende over, at måden han gjorde det på, har efterladt mig med disse tunge tanker.

Jeg ved heldigvis, at det bliver okay igen. Ligeså snart jeg har indhentet bekræftelse fra alle de venner, som åbenbart ikke kan lide mig længere. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at finde en anden metode til at komme udover disse tanker, for den nuværende er som sagt mildest talt belastende.

Få styr på dit liv, kvindemenneske

I takt med at jeg er ved at få styr på mit hoved, er det på tide, at jeg også får styr på andre dele af mit liv.  Jeg er en meget ambitiøs og pligtopfyldende person, men det er kun med nød og næppe, at jeg har kunne leve nogenlunde op til min egen standard det sidste års tid. Jeg vælter ud af sengen hver morgen efter for få timers søvn, jeg drikker for meget kaffe, og jeg får ikke læst alle artiklerne til mine timer på uni. Jeg kunne godt tænke mig en mindre stresset hverdag, hvor jeg føler, at jeg i ro og mag får ordnet det, jeg gerne vil. Her er nogle af de ting, jeg vil lave om.

Mindre tv. Jeg elsker gode tv-serier, men de bliver ofte en overspringshandling og en tidsrøver. For tiden er jeg i gang med at se E.R. Jeg bilder mig selv ind, at det er ok, fordi det er lidt studierelevant. Jeg læser en sundhedsvidenskabelig uddannelse, og når de i serien bruger ord, som jeg ikke kender, slår jeg dem op. Vidste I for eksempel, at den medicinske betegnelse for et hjerteanfald er en akut myokardieinfarkt? Nej, vel? ;) Men ikke desto mindre må jeg hellere skære lidt ned, så jeg kan få ordnet nogle vigtigere ting. For eksempel…

Mere læsning. Jeg vil gerne komme igennem flere af de artikler, vi skal læse til uni. Lige pt. får jeg læst cirka halvdelen til hver uge. Jeg tror egentlig ikke, at det er hverken mere eller mindre end hvad gennemsnittet får læst. Men jeg synes, at det er spændende, og jeg er altid glad for, at jeg har læst det bagefter. Så hvorfor ikke? (Svaret er dovenskab).

Mindre choko, mere træning. Jeg har lige været i Afrika i to måneder, hvor jeg spiste chokolade cirka tre gange. Efter at jeg er kommet hjem, har jeg vist prøvet at kompensere, for hold nu kæææft, hvor har jeg spist meget. Chokolade er min yndlingsspise, men det har efterhånden taget overhånd. Jeg stillede mig for første gang i lang tid op på vægten i dag, og jeg besvimede næste, da jeg så tallet. Derudover er det et år siden, jeg sidst var til træning; spørg ikke, om jeg har betalt for mit medlemskab i det år (Svaret er ja). Jeg vil gerne op på hesten igen, især fordi jeg snart stopper på min medicin, og så er det nok fornuftigt, hvis jeg har en regelmæssig udløsning af endorfiner. Sund krop, sundt sind, og alt det der :)

Jeg starter fra i morgen af! Wish me luck…

Hej læge, jeg tager det hele, tak.

For et år siden blev jeg diagnosticeret med generaliseret angst hos lægen. Det kom ikke som nogen overraskelse, for jeg har lidt af det ligeså længe, jeg kan huske. Jeg vidste bare ikke, at det havde et navn. Jeg har altid bare tænkt på mig selv som en ekstra bekymret pessimist. Som om det var en del af min personlighed. Så da der endelig kom en diagnose på, var det faktisk en lettelse, for det betød jo, at der kunne gøres noget.

Jeg startede i terapi efter lægebesøget, og det har hjulpet meget. Jeg har nemmere ved at distancere mig fra tanker, som gør mig ked af det. Jeg forholder mig stadig til dem, men jeg går ikke ind i dem længere. Jeg diskuterer ikke med dem.

Jeg tager også angstdæmpende og antidepressiv medicin. Det begyndte jeg på i november, da det stod ekstra grelt til. Jeg besluttede mig for at begynde, da jeg græd ude på skolens toilet uden nogen egentlig grund. Jeg var bare rigtig ked af det. Og den følelse havde jeg hele tiden. Uforklarlig og uprovokeret tristhed, som jeg ikke kunne ryste af mig, uanset hvad jeg gjorde. Det er svært at forklare præcis hvilken virkning medicinen har haft, men hjulpet har den uden tvivl.

Kombinationen af terapi og escitalopram har gjort, at jeg faktisk er glad det meste af tiden, og hvis jeg er ked af det, så ved jeg hvorfor. Jeg har planer om at stoppe med medicinen efter mine eksaminer i juni, og jeg har sidste terapitime om to måneder. Det bliver underligt at skulle stå på egne ben, men jeg er efterhånden ved at få styr på mit hoved, hvilket mit afvænningsprojekt også er et tegn på, tror jeg.

All them boys… i mit hoved.

I mine tidligere indlæg har jeg nok egentlig fået det til at lyde som om, at jeg har scoret til højre og venstre, eller i hvert fald har forsøgt. Gid det var så vel! Jagten på kærlighed foregår primært oppe i mit eget hoved.

Jeg er meget kræsen med, hvem jeg lader ind i mit liv - også selvom det potentielt kun er for en nat. Det er ikke kun fordi jeg har en høj standard (for det har jeg helt sikkert), men mest fordi jeg ofte føler mig utryg i selskab med mennesker, jeg ikke kender så godt, især hvis selskabet er nøgent.

Jeg har ikke været sammen med mange drenge. Jeg er nærig med både kys og sex. Når jeg har besluttet mig for at være sammen med nogen, så har jeg været oprigtigt og seriøst interesseret med sommerfugle i maven. Jeg har aldrig fortrudt at være sammen med nogen, undtagen en enkelt, som jeg ikke følte noget for. Jeg synes simpelthen kun, at sex er rigtig dejligt, hvis jeg har et følelsesmæssigt bånd til den anden person. Jeg ville virkelig ønske, at jeg var lidt mere flex og kunne nyde sex, uden at det behøvede være mere end det. Men sådan er mit hoved ikke skruet sammen, og derfor er det også sjældent, at jeg har en casual fling, og ideen om en bolleven er nærmest utænkelig for mig.

Så selvom jeg åh så gerne vil have nærhed, kærlighed og intimitet, så handler jeg næsten aldrig på det, for et alvorligt kærlighedsforhold finder man ikke uden videre, so why bother?

Når jeg var til fest, før dette afvænningsprojekt blev søsat, tænkte jeg på, at jeg burde kigge efter fyre. Det virker ekstra tosset, når jeg skriver det ned, men jeg havde en lille tanke i mit hoved, som ville blive  ved med at prikke i løbet af sådan en aften. En tanke om, at en fest er en chance for at møde nogen, som potentielt kunne elske mig. Og når jeg sagde nej til en tur i byen, fik jeg dårlig samvittighed, for hvad nu hvis det var meningen, at jeg skulle møde den eneste ene på netop denne aften?

Og hvad gjorde jeg så, hvis jeg endelig spottede mig en flot fyr? Eller selv blev lagt an på af en sød dude? Iiiiiiiikkkeeeee en skid. For så var det alligevel lidt for tæt på.

Der sker en frygtelig masse oppe i mit hoved, og intet bliver der handlet på. Bortset fra når lynet er slået ned. Eller når jeg har været fuld og truffet en tvivlsom beslutning, hvilket sjældent sker, for hvis I ikke allerede havde luret den, så træffer jeg ikke tilfældige beslutninger. Og det på trods af, at det formentligt ville lette lidt på de tunge tanker.

Mit afvænningsprojekt handler derfor ikke særlig meget om at ændre min adfærd og handlinger, men nærmere om at ændre mine tankemønstre. Jeg håber, at det i sidste ende kan hjælpe mig med at være lidt mere afslappet omkring sex, kærlighed og min omgang med drenge generelt. Jeg har ikke lyst til at tage alting så brandalvorligt hele tiden.

Love addiction

Hele tanken bag mit projekt blev sat i gang af en TV-serie: Love. Det er en tankevækkende (og sjov) serie, som gav genklang i mig. I et afsnit afslører hovedpersonen i et alvorligt øjeblik, at hun er en love addict. Afhængig af kærlighed.

Jeg satte netflix på pause med det samme og gik straks i gang med at google. Findes der virkelig et ord for det, jeg er? Love addiction er ikke en medicinsk diagnose, men det er ikke meget anderledes end andre former for afhængigheder, og jeg kan i den grad genkende mig selv i symptomerne. Jeg fandt en artikel med titlen How to Break the Pattern of Love Addiction; meget amerikansk og en kende damebladsagtigt, men ikke desto mindre enormt hjælpsomt. Jeg kunne tikke ja til næsten alle de oplistede spørgsmål. Ja, jeg har bildt mig selv ind, at jeg var mere vild med nogen, end jeg egentlig var (maaange gange). Ja, jeg er blevet i et dårligt forhold, fordi jeg ikke ville være alene. Ja, jeg spekulerer meget på personer fra min fortid, som jeg har en eller anden fjollet ide om, at jeg hører sammen med. Og ja, jeg tror, at en anden person kan gøre mig glad.

Ligeså snart jeg havde et mærkat, jeg kunne sætte på mig selv, kærlighedsafhængig, blev det meget nemmere for mig at distancere mig fra tankerne. Når de dukker op i mit hoved og giver mig ondt i maven, kan jeg skylde skylden på afhængigheden, og det gør det så meget nemmere at deale med. For så er det jo ikke rigtig MIG.

At have et ønske om at opleve kærlighed er ikke mærkeligt eller forkert. Det er en grundlæggende menneskelig lyst, og det er mega dejligt. Men når ønsket er drevet af angst og bekymringer, bliver det problematisk, og det sænker ærligt min livskvalitet betydeligt.

Så hvad gør man med sådan en afhængighed? Artiklen anbefaler, at man tager 6 måneder uden noget tant og fjas. Ingen potentielle romantiske interaktioner - det inkluderer dating apps, dates, sex, kys i byen, et cetera. Og fordi jeg, efter at have læst artiklen, følte, at et lys var gået op for mig (bedehåndsemoji), besluttede jeg mig for at forhøje indsatsen til et år.

Jeg gider ikke være afhængig af noget som helst. Udover sukker, selvfølgelig. Det er trods alt det værd :)

Et år alene

Den 15. april 2016 traf jeg en beslutning. Den beslutning gik i al sin enkelthed ud på, at jeg i et helt år ikke må date nogen, have noget kørende med nogen, være kæreste med nogen eller i det hele taget gøre en aktiv indsats for at lede efter en værdig kandidat af det andet køn. Det virker måske lidt fjollet, men det er lidt mere kompliceret end som så…

For et års tid siden slog min daværende kæreste op med mig. På det tidspunkt var jeg temmelig overbevist om, at han var den jeg skulle giftes med og have børn med. Det var han så ikke, mente han. Mit meget fint-opstillede korthus væltede sammen. Jeg boede på det tidspunkt i England, med den ene fod på vej tilbage til Danmark. Pludselig sad jeg i en tom lejlighed, alene. Uden nogen kæreste. Og i øvrigt også uden noget kandidatstudie eller permanent bolig. Og med tre eksaminer, der skulle afleveres to uger senere. Tanken om hvad i alverden, der skulle blive af mig, gav mig åndenød.

Eksaminerne fik jeg afleveret. Kandidat(ønske)studiet kom jeg ind på. Kollegieværelset fik jeg i hus. Men selve det brudte kærlighedsforhold har sat noget i gang i mig, som jeg bliver nødt til at deale med.

Siden jeg var 16 år, har jeg haft en kæreste. Jeg har været serie-monogamist de sidste 10 år af mit liv. Hvis jeg ikke har haft en kæreste, så har jeg set nogen eller haft øje på nogen, som jeg godt kunne tænke mig at ses med. Når der til tider ikke har været nogen på linjen, som man siger, er jeg gået en lille smule i panik, og så har jeg downloadet Tinder (igen) eller gennemgået min mandlige bekendtskaber og ledt efter potentiale - helt seriøst. Det lyder ekstremt, men det er sgu rigtigt nok.

Vanen tro vendte jeg efter bruddet forrige forår snuden mod en af mine gode venner, og efter en kort affære, meddelte han, at det ikke skulle blive til mere. Endnu et hak i tuden og en ven mindre, flot.

Så nu stopper jeg mig selv. Jeg har ikke lyst til at være bange for at være alene. Jeg har ikke lyst til at søsætte panikløsninger, for så at blive ked af det, når de heller ikke virker. Jeg vil kunne stå inde for alt det jeg gør og styre det selv. Jeg vil have det godt, bare med mig. Et år uden drenge er sat i gang. Jeg er allerede en måned inde, og det går helt godt. Opdateringer følger :)