Hvorfooooooor er det, at jeg sent søndag aften pludselig kommer til at kigge lidt på en facebook-profil tilhørende ham, min eks-ven, som afsluttede både venskab og kort romance for et par måneder siden? Når jeg med 120% sikkerhed VED, at det giver mig ondt i maven og gør mig ked af det? Hvorfor er jeg så nysgerrig og selv-destruktiv på samme tid? ÅH, for helvede. Det er fandeme dumt at pine sig selv på den måde, når det eneste formål er at få stillet sin nysgerrighed.
Jeg kunne skrive meget om ham og det, der skete. Men jeg beslutter mig for at lade være. For jeg bliver ked af det, når jeg giver det opmærksomhed. Og som min psykolog siger: når du har tænkt noget igennem hundrede gange, så behøver du ikke tænke det igennem endnu en gang. Jeg finder ikke flere svar. Nogle situationer skal man bare lægge bag sig.
Så det er hermed besluttet, at det var allersidste gang, at jeg har sådan et lille uheld. Det ville nok være bedst at unfriende ham, men det er jeg sgu for stolt til.
Edit (vitterligt tre minutter senere): Okay, jeg gjorde det sgu. Så var jeg alligevel ikke mere stolt, ha. Men det var faktisk en lettelse. Der er ikke nogen grund til at have mennesker i ens (virtuelle) liv, hvis de har fravalgt en. Jeg har ikke helt ville indrømme det over for mig selv, men jeg er nok også forblevet fb-venner med ham i håbet om, at han på et tidspunkt ville fortryde og så skrive til mig. Men 1) der er gået 4 måneder nu og 2) hvis han virkelig fortryder, skal han nok finde en måde at kontakte mig på. Men uha, så er det jo for alvor slut? Ja sgu da, det har det været længe, moster. At holde en dør på klem, som blev lukket af den anden, er ikke sundt. Bom, færdig. Ud med det skidt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar