FOR HELVEDEEEEEEEEEEE. Jeg burde nok starte dette indlæg med et: Jeg er fuld og sur.
Dagen var ellers så god. Rødvinshygge med søde veninder, gode snak og grin. Men SÅ: en snap fra en min gode veninde, som er på Roskilde. En snap, hvor min eks-kæreste, ham der decideret ødelagde mit hjerte, er afbilledet. ÅH. Min veninde mener ikke noget ondt med det. Hun er en meget easy-going person, der ikke bærer nag eller har en eneste bitter følelse i hendes krop. Men sådan er jeg bare ikke. Slet ikke. Jeg har sagt til hende før, at jeg ikke har lyst til at tale/se/høre om mine eks-kærester, medmindre jeg selv bringer det på bane, for det gør bare pisseondt. Men jeg tror ikke helt, at hun forstår det, for sådan har hun det ikke. Og så kan jeg godt forstå, at det virker som om, at jeg overreagerer. Og det gør jeg helt sikkert også. Jeg ville da en million gange hellere ønske, at jeg ikke havde det på den måde. Men sådan ligger landet nu engang.
Han er flyttet tilbage til Danmark. Vi slog op for 2,5 år siden, fordi han skulle studere i udlandet, og det kunne vi bare slet ikke finde ud af. I dag har han en ny kæreste, jeg ser dem engang i mellem på gaden, de bor nok tæt på. Jeg tænker på ham tit, og jeg tror ikke, at han tænker på mig.
Jeg ringede til min mor og fortalte det. Hun blev stille og sagde så, "jamen, hvis han stadig kan fremprovokere de følelser i dig, så skulle du måske snakke med ham?". Hun vidste ikke, at det havde jeg allerde gjort for et år siden. Præcis et år siden faktisk. Jeg skrev til ham, at jeg savnede ham, og at jeg virkelig ønskede ham alt det bedste. Han svarede, at han var videre med sit liv, og det skulle jeg også komme. Av.
Jeg ved efterhånden ikke, om jeg bliver ked af det per refleks, eller om det er reelt nok, om det bunder i noget dybere. Uanset hvad, så er jeg da klog nok til at kunne se, at det nok ikke er meant to be, hvis der kun er en part, der føler, at det er sådan det forholder sig. Meant to be må være en fælles følelse. Ik'?
Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg er virkelig bange for at blive en biperson i mit eget liv. Den person, der altid er lidt mindre vigtig, den person, der bliver fravalgt til fordel for en anden. Forstår I? Jeg vil være hovedpersonen i mit eget liv. Hvis jeg skal have en kæreste, så skal han være PISSEVILD med mig, der skal ikke være nogen tvivl. Jeg skal ikke fravælges. Jeg skal være den eneste for ham. Det er fandeme ikke for meget at forlange. Jeg vil gerne vente til at det sker. Hvis det nogensinde sker. Jeg ved med hundrede procents sikkerhed, at jeg ikke skal føles som et valg, jeg skal føles som en nødvendighed. Og jeg skal gengælde de følelser.
Jeg kan ikke bruge mere tid på mennesker, der har fravalgt mig. Det nytter ikke noget, jeg kommer ingen vegne. De følelser efterlader mig ikke med andet en tristhed, og det hele er fandeme også drevet af nostalgi, som vi alle ved er en usand fortæller.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar