Når jeg først kradser i et sår, så har jeg en ubehagelig kompulsiv trang til bare at kradse det helt i bund. Forstået på den måde, at jeg efter den skide snap lige blev nødt til at stalke facebook og instagram på ham min hjerteknusende eks-kæreste. Og så da også lige på de par andre mennesker, der ellers har gjort mig ked af det de sidste par år. For hvorfor dog ikke, når nu jeg var så godt i gang? For heeeeelvede.
Jeg fandt i processen ud af, at ham sommerhus-duden nok har fået en kæreste. Det gjorde mig overraskende ked af det. Det er fem måneder siden at alt det der skete. Er det lang tid? Eller kort? Jeg ved det ikke helt. Men det var en fucked up oplevelse, som stadig sidder i mig. Ville ønske at jeg kunne ryste det af mig, men det er jeg som bekendt fucking dårlig til.
Som jeg skrev tidligere, så føles det virkelig som om, at jeg pt. er en biperson i mit eget liv. Den der bliver fravalgt til fordel for hovedpersonen. Samtidig føler jeg mig bare så mega ynkelig, som jeg ligger der og scroller mens tårerne løber. Hvad fanden? Det er ikke den person, jeg vil være. Slet ikke.
Nåh, al denne smerte er jo faktisk selvforskyldt. Jeg vælger selv at stalke. Jeg kan bare lade være. Men det er så svært at holde nallerne til mig selv.
I sidste ende kan jeg jo spørge mig selv: ændrer denne viden noget ved situationen? Eks-kæresten er flyttet til Danmark, uanset om jeg ved det eller ej. Sommerhus-dude har fået en kæreste, uanset om jeg ved det eller ej. Det eneste det ændrer er mit humør. Så jeg havde sgu nok helst været foruden denne viden. Skal jeg aftale med mig selv, at det var sidste gang? IGEN? Ja for helvede.
Jeg håber så frygtelig inderligt, at jeg en dag møder en person, som giver mig en forståelse af, hvorfor det ikke skulle være mig og alle de tidligere. Hvor det bare giver virkelig god mening. Jeg håber så meget, at mit hjerte bliver helt tungt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar