mandag den 13. juni 2016

Detox

Jeg elsker de sociale medier. Eller, jeg bruger dem i hvert fald meget. Og jeg tror, at det er blevet tid til en detox, for det har vist taget overhånd.

Jeg opdagede i dag, at der jeg havde mistet en følger på instagram. Jeg gik straks i gang med at undersøge hvem det mon kunne være, for jeg er frygtelig nysgerrig. Jeg fandt ud af, at det var en fra mit gamle studie, som jeg engang var gode venner med. Vi blev ikke uvenner eller noget; venskabet gik bare lidt i sig selv, da vi gik hver vores retning med studierne.

Jeg er ikke meget for at indrømme det, men jeg blev faktisk oprigtigt ked af det. Det er underligt, at noget så åndssvagt som et instagram-follow skal gøre en ked af det, men det betyder jo noget, at ens gamle veninde fravælger en på den måde. Jeg ved ikke hvorfor. Og det bliver da muligvis også lidt akavet fra min side, næste gang vi mødes i den store pigegruppe, som vi begge stadig er en del af.

Nåh, men min pointe er egentlig, at jeg ikke har lyst til at det skal fylde så meget længere. Jeg vil gerne fokusere på de mennesker, som rent faktisk er i mit liv. Dem som jeg ikke taler med over instagram og snap, men som jeg rent faktisk ses med og taler med. Ligesom i de gode gamle dage ;) Jeg synes, at de sociale medier er sjove at bruge, men det er sgu rent gift for mig, når jeg søger bekræftelse ad den vej, og så bliver ked af det, når jeg ikke får den.

Så det er på tide med en (endnu) en detox. Det er lidt svært, for jeg bruger min telefon til mange ting udover de sociale medier, så jeg kan ikke lægge den helt fra mig. Men jeg vil gerne prøve at implementere en smule selvkontrol.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar