Jeg var til en individuel samtale hos min psykolog i dag. Som jeg beskrev i mine indlæg for to uger siden, så har jeg døjet med nogle triste tanker om min fortid, som stadig fylder meget. Jeg gik egentlig ind til samtalen med en ide om, at det hele skulle handle om min eks-kæreste, men det endte det med at gøre. Og det tror jeg egentlig er meget godt.
Vi talte om alt muligt, og hun er virkelig verdens bedste psykolog. Hun kender mig, fortæller mig hvad jeg har brug for at høre, får mig til at se tingene fra andre vinkler og presser mig til udvikling. Det er altid hårdt og altid godt.
Hun spurgte ind til det forhold, der engang var. Og jeg forklarede, at det var et rigtig dejligt forhold, hvor jeg følte mig tryg og elsket, og at han var min bedste ven. At jeg i mit næste forhold vil have det på samme måde (jeg har også været i et forhold, hvor det ikke var sådan, og det var bestemt ikke godt for nogen eller noget). Alting var selvfølgelig ikke rosenrødt, der var også hårde tider og ting, der ikke fungerede optimalt. Men uanset hvad, så ser jeg tilbage på det som et sundt og godt forhold, og jeg var og er rigtig trist over, at det sluttede. Også selvom det snart er 3 år siden.
Min psykolog sagde, at det var okay at have det sådan, også selvom det er "længe siden". Det var et forhold, som formede mig, som havde stor betydning. Det var rigtig vigtigt for mig. Og når den slags slutter, så kan det gøre rigtig ondt, rigtig længe. Jeg skal give mig selv lov til at føle det. Føle sorgen. Jeg skal skide på andres forventninger om, at jeg burde være kommet videre nu. Jeg skal mærke efter, give følelserne lov til at være der. Men jeg skal ikke gå ind i de enkelte minder og episoder. Jeg skal tænke på dette forhold som en enhed, noget der VAR, som jeg stadig sørger over. Og så skal jeg langsomt frigive mig selv fra det, i stedet for at dykke dybere ned i det.
Jeg ved ikke, hvordan man gør det. Men jeg vil virkelig gerne give det et forsøg.
Når jeg skriver alt dette ned, lyder det næsten som om, at jeg stadig er helt i ruiner over det forliste forhold. Det er jeg heldigvis ikke. Men det fylder. Og det må det gerne. Det skal dog fylde på en måde, som giver mening.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar